En tur til Pilatus Kulm med verdens stejleste jernbane

HJEM

JERNBANER
• Sporvogne & Busser
• Tog i remisen
• Gæstebilleder
• Udenlandske tog
• Lokschuppen
• Tog i Tyskland
• 74 | 81 | 87
• EMD/GM Maskiner
• Rayton's US Trains

DSB CLASSIC
• DanLink
• Driftsmateriel
• Jernbanemuseet
• GM Togmaskiner
• Lyntog Litra MA
• S-tog & Bybane
• Jernbanefærger
• Stationer

EN SLAGS NYHEDER
• 2027 | 2026 | 2025
• 2024 | 2023 | 2022
• 2021 | 2020 | 2019
• 2018 | 2017 | 2016
• 2015 | 2014 | 2013
• 1980-89 | 1990-12

BIBLIOTEK
• Havet og Omegn
• Interview & artikler
• Runabåden "Snarken"
• COP15 & the Movies"
• biografmuseet.dk
• in70mm.com
• youtube.com

En tur til Pilatus Kulm med verdens stejleste jernbane	Tilbage til forsiden
Skrevet og fotograferet af: Thomas Hauerslev	Dato: 01.08.2024
Danmark er et forholdsvis fladt landskab, hvor jernbaner er relativt enkelt at anlægge. Læg skinnerne oven på jorden med lidt grus og skærver nedenunder, og så virker det - groft fortalt. Anderledes forholder det sig i Schweiz, hvor store forhindringer i form af massive bjerglandskaber gør det vanskeligt at anlægge jernbaner. Masser af kurver, broer og tunneller skal der til for at komme fra A til B. Som om det ikke er nok, har Schweizerne også anlagt mange jernbaner, der kører op ad bjergene. Hvorfor gøre det let, hvis man kan gøre det hamrende besværligt? En af disse baner kører op på Pilatus Bjerget nær ved Luzern, og den skulle min hustru og jeg prøve under en ferie i maj 2022. • Gå til galleri Pilatus Bahn, Luzern, maj 2022 Pilatus jernbanen blev anlagt i 1889 som en smalsporet tandhjulsbane, med en sporvidden på 800mm. Ruten går fra dalstationen Alpnachstad til Pilatus Kulm hotellet på toppen af bjerget. Turen tager omkring 30 minutter med et stop på vejen på krydsningsstationen Ämsigen. Hastigheden er ca. 10 km/t, og med en gennemsnitlig stigningsprocent på 35% og helt op til 48% nogle steder, er det verdens stejleste jernbane. Banen er 4600 meter lang, stiger i alt 1629 meter i vejret og endestation ligger i 2132 meters højde. Banen kører i perioden maj til november. På den anden side af bjerget forbinder en svævebane hotellet med omverdenen året rundt. Oprindeligt var det damplokomotiver, der kørte på banen, men det blev lavet om til elektrisk drift i 1937. På det store transportmuseum ”Verkehrshaus” i Luzern kan man se en af de originale dampdrevne vogne, der var i drift indtil elektricificeringen. Vores besøg fandt sted på en meget smuk dag med blå himmel og høj sol. Turen startede i Luzern, med en smuk sejltur på søen, rundt om bjerget og ankomst nærmest lige over for banegården. Sejlturen tog på en times tid. Et stort skilt ”PILATUS-BAHN” på stationsbygningens tag bekendtgjorde, at vi var landet det rigtige sted. Billetten havde vi købt ved afgang i Luzern, men den skulle byttes til en banebillet før vi kunne køre med toget. Det var en kø ved ”billetkontoret”, der bestod af et cafebord med en parasol på forpladsen. Det var klart for os at der var travlt på banen, og at alle gerne ville op om formiddagen. Kø ved stationen var betragtelig, men det venlige personale gav os en plads på en afgang en time senere. Vi skulle blot vente, og det gjorde vi på nærliggende cafe i skyggen, imens vi kikkede på det smukke miljø med de typiske Schweiziske flag og farver. Da bjergbanen åbnede i 1889 tog 40.000 passagerer turen op, i dag anslås det at 700.000 passagerer tager turen op hver sæson.	Læs mere her: PDF: Technical Data PDF: Jernbanen, nr 3, 2024 Galleri: Pilatus Bahn, Luzern, maj 2022 Hauerslev's Nyheder om Dit og Dat Tur / retur til Nördlingen i Bayern Interview og Artikler Sommerfest hos Deutsche Bahn’s Museum i Halle (Saale) Sommerfest im Museum der Deutschen Bahn in Halle (Saale) Med Toget fra Fra Husum til Koblenz: Großes Sommerfest „Von der Bundesbahn zur DB Bahn AG – 1949 bis heute“
Togene kørte groft sagt hver 40. minut imellem kl 8 og kl 18. Inden vores afgang fik jeg adgang til perronen, så jeg kunne tage billeder til nærværende artikel. Stationen er en lav bygning med fine søjler, blomsterkasser og kontorer. Umiddelbart bagved ligger to spor og perroner. Set på afstand er det tydeligt hvor stejl banen er. Perronen rejser sig 35-40 grader bag stationsbygningen, og er i praksis en trappe. Skinnerne er boltet ned i klippen. Midt imellem de to skinner ligger en tredje skinne hvor to vandrette tandhjul under motorvognen griber fat, så toget kan ”trække” sig selv op ad bjerget. Der er to spor, der ender parallelt i bunden af stationen, hvor der sidder en lille skydebro, der bruges til at flytte den ankommende vogne fra det ene spor til det andet. Passagererne lukkes ind og de fordeler sig op af trinene, så de kan gå lige ind i vognen, når den rangeres på plads. Der kan sidde tre-fire personer ved siden af hinanden på sæderne, og man sidder overfor hinanden. Vognene sendes afsted enkeltvis i god afstand til hinanden. Der var fire vogne i drift op ad banen denne formiddag. To foran os, og en bagved. De er ikke koblet sammen, men kører passende afstand af hinanden. Blankpolerede røde vogne med gråt tag, forkromede håndtag, og pinligt rene vinduer. På taget sidder to minipantografer og foran og bagved en flot frontlanterne. Meget smukke vogne fra 1937, der denne sommer samtidigt var deres sidste sæson på banen. Nye moderne vogne fra Stadler er taget i brug i 2023 sæsonen. Strækningen er enkeltsporet, og går undervejs igennem flere tunneller og over viadukter. På vej mod toppen er der skilte der viser hældningen på banen. Det første lange stykke går igennem skovområdet, men jo længere op ad banen vi kommer ændres naturen fra skov til et barsk klippelandskab uden træer. Flere steder undervejs hilser vi på fodgængere der går turen op denne formiddag. Der er masser af naturstier, der bugter sig langs banen og i naturen. Fra vores plads bagerst i toget har vi en fantastisk udsigt, bagud og ned langs banen til søen, der allerede ligger lang nede under os. I hver ende af vognen er der plads til lokomotivføreren og hans betjeningspanel – inkl. en klassisk skruebremse. På halvvejen mødes de nedadkørende vogne på krydsningsstationen Ämsigen med os, der er på vej op. Et skydebroslignende sporskifte i hver ende sikre en gnidningsfri afvikling af driften. I horisonten har vi en fantastisk udsigt til bjerge og dale. Grønne, blå og røde farver i stærk sol – det er bare flot! Et levende Märklin katalog. Der hilses imellem naturvandrerne og passagererne imens turen går videre. Træerne er forsvundet, og for en stund er terrænet blevet lidt fladere. Skyerne er langt ude i horisonten – troede vi - for et øjeblik senere er vi så langt oppe, at der ligger sne på steder, som ligger i skygge for solen. Terrænet er meget smukt med en blanding af de grå klipper og store grønne græsdækkede arealer. På et langt stykke af banen kan vi se fremad, og de to vogne der kører foran os. Den ene vogn er så langt oppe, at den danner en flot kontrast til bjerget. En lille bitte rød plet med det massive grå bjerg i baggrunden. Vi er så langt oppe, at der er skyer omkring bjergtoppen. Bag ved os kommer den fjerde vogn, og vi kan tydeligt se banen bugte sig hen over den græsbelagte dal som vi selv lige har passeret. Det er et helt vildt og usædvanligt skue, og vi nyder udsigten og nogle tager billeder.
Toget er virkeligt på bjerget nu, skinnerne og banen er hugget ind i klippen. Nogle steder kører vi et det fri, og andre steder kører vi igennem korte tunneller. Langs med skinnerne er der plads til at personalet kan foretage skinneeftersyn. Udsigten er formidabel og vi kan høre de elektriske motorer under vognen arbejde, og forestiller os hvordan tandhjulene må være godt varme efter næsten 30 minutters bjergbestigning. Holder bremsen? Kan toget rulle baglæns og stoppe? Vi satser, og der er ikke andet at gøre, end at stole på, at teknikken virker. Bagude kan vi stadig se sidste vogne og køreledningen over os. Det er blevet koldt udenfor, og skyerne er trukket sammen over og ved siden af os. Den sidste skarpe kurve passeres, rundt om bjergkanten, og så kan vi se hotellet på toppen af bjerget. Endestationen er indenfor rækkevidde. Nedenfor på vandrestierne er der flere, der har taget turen op med rygsæk og solide vandrestøvler. Endestationen har tre spor. To af dem med perroner og et tredje til remise / depot. Stationen Pilatus Kulm er meget moderne med toiletter og billetkontor og faciliteter til alle slags behov. Skilte er på mange forskellige sprog, og det er tydeligt, at mange gæster kommer fra Fjernøsten og Rusland. På toppen af Pilatus Kulm er der hotel og restaurantvirksomhed, og en stor solterasse hvor man kan nyde udsigten i alle retninger. Der er mange naturstier hvor man kan kikke på mere udsigt og den lokale flora og fauna. På toppen skifter temperatur og udsigt fra det ene øjeblik til det andet. Det er betagende at se bjergbanen med de røde vogne på afstand imens skyerne kommer sejlende nede fra bjergsiden og pludselig er toget væk – i en sky. Andre steder er skinnerne så langt nede, at det næsten er ubegribeligt, at det faktisk kan lade sig gøre, at køre et tog op på et bjerg. Men det kan det. Turen ned igen foregik via kabelbanen på den anden side af bjerget til Kriens, med et skift på Fräkmüntegg. Den sidste del af transporten nede i byen foregik med bybus ind til centrum. Det er nemt at finde rundt i den smukke by Luzern, og en tur med verdens stejleste jernbane kan varmt anbefales.



• Gå til En tur til Pilatus Kulm med verdens stejleste jernbane • Gå til galleri Pilatus Bahn, Luzern, maj 2022
Gå: tilbage - op Opdateret fredag, 03 januar 2025 07:07:50