Tidsmaskinen i Skoven
Dagbog fra Sporvejsmuseet's 40 års Fødselsdag, den 26. maj 2018

Morten: "Det er en stor glæde for mig på en dag som i dag, at kunne vise dét frem, som vi har gået og lavet, for vores gæster. Og få den anderkendelse... "Nej hvor er det fedt, at I bevarer det her"."

På billedet: Morten og Morten's mor Annette foran Triangelbus KS 41.

Jeg er født ind i Sporvejsmuseet, da begge mine forældre er aktive hernede, så jeg har været slæbt med herned siden jeg var spæd, og interessen har varet ved. Jeg er nu 32, og er her stadig. Den største fornøjelse ved at være her, er nok at kunne bevare noget gammelt og vise det frem. Det er en stor glæde for mig på en dag som i dag, at kunne vise dét frem, som vi har gået og lavet, for vores gæster. Og den anderkendelse vi får fra dem.... "Nej hvor er det fedt, at I bevarer det her". Det er den største tilfredsstillelse ved at være her. Så er der også det sociale aspekt, det har også meget at sige. Vi er flere, der også ses på kryds og tværs. Om sommeren kan vi være her en uge af gangen imens vi griller, og hygger med noget rødvin osv. Det er ikke kun arbejde hernede.

Jeg vil nok stadig betegne mig selv som en af de unge hernede [griner], selv om der er kommet en generation, der er yngre end jeg. Jeg er klart i den lavere aldersgruppe. Vi kunne sagtens være flere unge hernede. Det er noget af det, som jeg frygter lidt i fremtiden. Gennemsnitalderen stiger hvert år, selv om vi har måtte tage afsked med rigtigt mange gamle medarbejdede. Det komme vi også til fremover, og der skulle jo gerne være nogen til at løfte arven fra de gamle. Det de har bygget op de sidste 40 år, skulle vi gerne holde vedlige og måske også udbygge i de næste 40 år.

Hvis bare jeg havde opskriften på at tiltrække nye medlemmer til at løfte den opgave. Det er svært, for vi har skarp konkurrence fra computerspil og den slags. Det med at være frivillig medarbejder lyder ikke så fedt i de unges ører. Og alligevel er det som om, at der kommer en lille opblomstring med nogle naturfestivaler og den slags. På den måde kommer der måske en forståelse for frivillighed og, at man behøver ikke at få penge for det, selv om man er ung. For at tiltrække nye unge medlemmer har vi de seneste år afholdt ungdomsdage som vi har annonceret i vores brochurer og ved indgangen. Så håber vi at kunne tiltrække nogle af de gæster, der kommer i løbet af sæsonen. Hvis de er interesseret og syntes, at det kunne være sjov at se nærmere på sporvognene, bliver de inviteret herned en hel dag. Så viser vi dem museet, og lader de yngre medarbejdede tage sig af dem i løbet af dagen, så gæsterne kan se hvad vi går og laver. Vi har høstet nogle frugter med den indsat, men ikke meget.

Med tog og bus til Sporvejsmuseet

Jørgen forbereder møntsorteringsaggregatet ombord på Birkerød Bus Compagni 43 inden afgang fra Borup med de rejsende fra Hovedstaden

Jeg var tidligt oppe den lørdag. Min bus fra Søborg gik kl 9:11. Med skift på Husum trinbræt og på Valby H, endte jeg på Borup banegård omkring kl halv elleve. På vejen i kupeen var det tydeligt, at der var andre, der skulle samme vej. Snakken gik, og jeg kunne høre ord som "sporvogn" og "Sporvejsmuseet" en gang imellem. Da toget standsede var det som om, at alle passagerer skulle af. I gangtunellen kunne jeg se, at der var der flere, der var iført rygsække, T-shirts og kasketter, som jeg antager er reglementeret entusiast Sporvejsoutfit. På banegården stod to museumsbusser klar til afgang kl 10:35, og parat til at transportere gæsterne de ca 11 kilometer ad de midtsjællandske landeveje til museet. Inden afgang var buschauffør Jørgen parat til at sælge billetter til det overvejende mandlige publikum i den rød-gule bus med det spraglede betræk. Turen til museet gik hurtigt, og de antikke hængeskilte gyngede i takt med bakkerne igennem skoven. "Hængeskilte" - bruger man stadig sådan nogen?

Kl ca 10:55 var der udstigning i grøftekanten ved museets hovedindgang, og sørme om man ikke skulle med sporvogn det sidste stykke ind til museet. Fødselsdagsfestlighederne i anledning af Sporvejsmuseet's 40 års fødselsdag var igang, og der var allerede kødannelse ved trappen op til billetsalget. Biler ankom i en lind strøm med voksne og børn. Nogle endda med børn i barnevogne. En sporvejsudklædt parkeringsvagt assisterede med at få køretøjerne på plads. Solen skinnede fra en blå himmel på denne smukke lørdag formiddag, og temperaturen nærmede sig allerede 25 grader. Der var to køer op ad trappen til billetsalget. En til Dankort, og en til kontanter - jeg så ikke, om der var andre tilgængelige betalingsmuligheder, som f.eks MobilePay eller lignende.

Efter grundig billettering med autentisk billettang og papirbilletter fra Århus Sporveje, var der endelig adgang til perronen. Først trillede en flagklædt carrygul Linje 1 fra Århus Sporveje ind, og få minutter senere ankom en gul vogn, nummer 36 fra Stadtwerke Flensburg med Henkel's Persil reklame på taget. Begge vogne, med saksepantograf midt på taget, kører på museets meterspor fra hovedindgangen ved parkeringspladsen til forpladsen foran Remise 1.

Flensburg vognen var ikke den eneste udenlandske vogn, der var ude og køre den dag. Der var også RSAG 797 fra Rostock, den norske Oslo Sporveier 203, den Tjekkiske nr. 7079 fra Prag med gul panograf, og den røde Hamburg-vogn HHA 3060 med 4 aksler og pantograf. De udenlandske vogne var forsynet med respektive nationale flag på taget. Jeg kan forestille mig at udenlandske vogne er med til at tiltrække gæster fra udlandet. Ihvertfald havde Stefan fra Hamburg denne kommentar til mit spørgsmål om hvorfor han besøger Sporvejsmuseet:

Vi besøger Sporvejsmuseet hvert år for at se hvad der er sket på museet siden sidst. Nye gader, nye vogne osv. Det kan jeg godt lide. Det er et godt museum, fordi de har mange køretøjer at kikke på, og der er meget trafik på en LANG bane. Hvis man f.eks. sammenligner med sporvejsmuseet i Hannover, som ikke har en særlig lang bane, så er dette museum simpelt hen fantastisk.

Hvis jeg kan foreslå en forbedring, så skulle det være bedre spisemuligheder. I år er der en pølsevogn og en kaffebar og det er bedre end ingenting. Danskerne arrangere selv en picnickurv, men vi turister kunne godt bruge en karrypølse og noget fadøl, som det kendes hjemmefra i Tyskland når vi har lignende arrangementer.

Men som sagt, dette museum er fantastisk!

Formanden byder velkommen

Formand Mikael Lund: "Den store tak skal gå til museets mange medarbejdere. I er den allervigtigste ressource for, at dette sted fungerer så godt som det gør. Rigtig stor tak til dem."

Tak for, at I er mødt talstærkt op for at markere denne dag. Jeg er privilegeret at have været med fra starten i 1972 og finde stedet. Har været med i byggefasen, og indvielsesarrangementet i 1978, fredag den 26. maj. Daværende kulturminister Niels Matthiasen var den officielle gæst. Arrangement om lørdagen for SHS medlemmer og officiel åbning søndag den 18. maj. Vi havde jo slet ikke det at byde på, som vi har i dag. Det er fantastisk hvad der er sket på 40 år, samtidigt med, at man stiller sig det spørgsmål "Hvor er de 40 år egentlig blevet af"? Dengang havde vi en lille parkeringsplads med plads til kun 20 biler, og vi havde kun den korte strækning fra p-pladsen til museet. Ikke normaltsporet. Der var slet ikke det antal vogne vi har i dag. Der er sket rigtigt meget. I dag er vi anerkendt som et internationalt dansk sporvejsmuseum med 90 sporvogne, tre trolleybusser, og 50 busser. Vi har med et teamwork, og i et fællesskab, fået opbygget dette museum. Vi syntes selv, at det er ganske fantastisk. Men gudskelov, er det jo ikke kun os selv, der syntes det. Sidste år kom der 27.500 gæster, der også syntes det er et dejligt sted og besøge, og det er vi selvfølgelig glade for.

Den store tak skal gå til museets mange medarbejdere. I er den allervigtigste ressource for, at dette sted fungerer så godt som det gør. Rigtig stor tak til dem. Jeg kan ikke lade være med at mindes de medarbejdere der igennem 40-45 år har været med omkring museet, men som desværre ikke er iblandt os længere. Forhåbentlig sidder de et højere sted og kikker ned og siger, at "Det har jeg været med til".

De sidste fire år har museet undergået en kolossal udvikling. Det hele startede i 1995 hvor vi fik lov at overtage Valby Gamle Remise, og fik den genopført i perioden 95-98. Valby Gamle Remise blev faktisk genindviet præcis i dag, den 26. maj 1998, og er den bygning, der nu rummer vores sporvejsudstilling. Sporanlægget ved sløjfen ved Eilers Eg, hjemkomst af sporvogne fra Egypten, overtagelse af hele HT Museets samling, og tilgang af forskellige andre vogne, har været af vital betydning for museet. Men vi havde jo en pladsproblematik. Det fik vi først løst op for fire år siden, da vi kunne købe nogle tilstødende arealer af golfbanen, og samtidigt kunne få opført fem nye bygninger i samarbejde med nogle rigtigt gode lokale partnere, Entreprenører Vesti Olsen og Hansen, som har lavet et fantastisk stykke arbejde for os. Brolæggeren skal også have en speciel hilsen. Vi har jo gjort rigtig meget for at skabe dette miljø, og der er blevet brolagt, lagt fortov og asfalteret. Det hele er med til at skabe helheden. Og så har vi fundet på ideen med at lave et butiks- og facadekoncept. Det er stadig under opbygning. Gæsterne har taget det til sig, og når de siger, at det er helt "Matadoragtigt", så føler jeg, at vi har ramt nogenlunde rigtigt.

I dag har vi vogne ude og køre, som normalt ikke er ude og køre. Vi har prøvet at mobilisere alt hvad vi har, der kunne komme ud og køre. De fleste kan køre med passagerer. Nogle arbejdsvogne kan ikke køre med passagerer. Nogle af vognene afventer passagertilladelse fra Trafikstyrelsen, men det forhindrer ikke at de kan køre i dag, men de må ikke tage passagerer med. Det drejer sig om vores nyanskaffede vogn fra Prag, og det flot restaurerede vogntog som vores kollegaer i Østermarie på Bornholm har sat i stand. Det kommer ud og køre så I kan fotografere det, men desværre ikke i trafik. Dagen er også lidt speciel, for her klokken 11:25, så bliver det første afgang MED passagerer af "Dukkelise vognen" KS 701, der normalt ikke er i trafik. Den har vi sørget for at få klargjort til trafik i dag. Det er en vogn som rigtigt mange sporvejskendere har et helt unikt forhold til. Og når jeg er færdig her om lidt, så sender vi den afsted. Jeg vil gerne bede jer alle sammen om at udbringe tre lange og tre korte HURRA! for Sporvejsmuseet, sluttende af med et meget kort DING! Sådan gør vi hernede.

Gæster og personale råbte hurra og DING!, hvilket formanden kvitterede for med at sige: "Tak skal I have. Det gjorde I godt!". Herefter sendte Mikael Lund den første sporvogn KS 701 afsted, og den intensive 5-minutters drift på den normalsporede bane frem til kl 17:00 gik i gang.
 

Kørselsaktiviter Dagen Lang

Min personlige plan for en dag som i dag er som følger. Jeg har været vognstyrer på 929, NESA vognen, der næsten er magen til den her. Så har jeg været konduktør på 701, det er den der "Dukkelise", der er hevet frem i dagens anledning. Så sidder jeg her nu i 587, og så skal jeg være vognstyrer i RSAG 797, det er Rostock vognen. Der er ikke så mange, der må køre den. Det skal jo være én der må. Det er så det. Og min kone Kirsten sidder her. Hun har tidligere taget sig meget at blomster og planter hernede, og vi deltager begge to i middagen i aften med 130 mennesker.

Til glæde for alle gæsterne skulle der køres med et stor udvalg af museets sporvogne. Enkelte afgange oven i købet med sjældenheder og rariteter, heraf nogen, der ikke måtte medtage passagerer, fordi de ikke er godkendt til passagerdrift af Trafikstyrelsen. Vognene kom ud at køre, til glæde for entusiasterne med rødglødende kamerarer. Takket være det god vejr, havde museet planlagt ture - med passagerer - med den spændende KS 701, med kælenavnet "Dukkelise". Jeg fik at vide, at vognen kun måtte køre i tørvej, fordi den er utæt i taget. Hvis vand trænger ind, kan det ødelægge de elektriske installationer.

Desuden var der buskørsler hele dagen "Rundt om Valsølille Sø", med museets ældre veteranbusser. Alle busafgange startede på Neergaards Plads imellem Valby Gamle Remise og den nye busudstillingshal. Der var et leben dagen lang af busentusiaster og medarbejdere, der var travlt beskæftiget med at skifte bus, og gøre sig klar til næste afgang. Den lille bustur koster 30 kroner pr. person (for hele dagen), og skulle betales kontant før afgang. Jeg tog turen med en Triangelbus KS 41 fra 1933, med Morten Storgaard ved rattet og Michael Jensen som konduktør og Dannebrogsflag på taget. Før afgang gav Michael passagererne en introduktion til bussens historie, turens forventede varighed på ca 30 minutter og delte beredvilligt detaljer ud om turen rundt om den lille sø. I lighed med KS 701, kan KS 41 ikke kan tåle vand, og kan derfor kun køre i tørvejr. Til dagligt er bussen parkeret i busudstillingshallen. At køre en Københavner Triangelbybus kræver gode armmuskler, da bussen er konstrueret før servostyring blev allemandseje. Hver halve time fra kl 12:15 til 15:45 kørte der busser rundt om søen. Et travlt trafikknudepunk på Neergaards plads med veteranbiler, taxier, sporvogne og busser.

En anden populær attraktion denne dag var "Kjøbenhavns Omnibuskompagni"'s hesteomnibus KO 17, der pludselig kommer til syne, da den drejer om hjørnet med hestene forspandt, grønne stafferede skilte og åben bagperrron. Hesteomnibussen har stoppested ved Busudstillingshallen. Ved ankomst til museet kørte omnibussen ad Valby Langgade, Neergaards Plads, Smallegade, Skibhusvej og ud i Valby Langgade. Ikke nok med det, så kommer der også en delegation fra Ruds Vedby Garden forbi med truttehorn og fine uniformer. De har givet koncert på Valby Langgade, og senere kører de til Eilers Eg med Linie 10 KS 389, en åben bivogn fra 1909.
 

Finn Erik: "Jeg nyder meget at være sådan et sted her, hvor der er alle slags mennesker, og alle slags håndværk".

På billedet, Finn Erik og Kirsten

Jeg har været tilknyttet siden 2006, men jeg har været medlem i over 25 år. Jeg bor imellem Vipperød og Holbæk, og jeg er kommet her meget med mine børn. Jeg er vokset op i København, og brugte sporvognen fra Amager til sangskolen Skt Anne Gymnasium, der dengang lå ind i Fredericiagade ved Store Kongensgade. Så jeg er vokset op med sporvognene dengang, og er kommet her meget, fordi det interesserede mig. I 2006 var jeg herude med en god ven, der aldrig havde været her før. Da sagde formanden til mig - den dag da Mary og Frederik indviede Melbournevognen - "Skal du bare nyde det? Hvorfor kan du ikke også yde noget her?". Jeg har været meget engageret i alt muligt mellem himmel og jord, været formand for dit og dat. Så jeg tøvede lidt og sagde, "Jeg kan måske komme et par gange om året, og det duer jo ikke". "Jo, Jo, bare vi har en til at sælge is én gang om sommeren". Det berørte mig jo sådan set lidt, for jeg kunne jo godt tænke mig at deltage. Men jeg havde jo også en alder, og tænkte, at det var måske ikke så godt. Jeg kørte herud en uge senere og snakkede med ham, der stod for alt dette, og blev medarbejder og konduktør med det samme.

Dengang skulle man ikke uddannes til det. Jeg har så senere taget en konduktøruddannelse. Jeg fik selvfølgelig nogle andre tjanser med at passe kiosken, og sælge billetter ved indgangen, men jeg havde ikke troet, at jeg blev vognstyrer. Jeg fik tilbudt uddannelsen, og det ville jeg jo gerne. Nu har jeg været vognstyrer i 10 år, og må køre ret mange vogne. Jeg er en af dem, der må køre mange specialvogne. Jeg er af og til også Vagthavende, så jeg har mange funktioner. Jeg er også medredaktør af BYtrafik som vi udgiver. Jeg er redaktørens venstre hånd, så det er jeg også rodet ind i. Hele året igennem kommer jeg også på malerværkstedet, fordi, der er nemlig varme [griner].

Jag kan ikke stå for miljøet herude. Jeg har en fortid som skolemand. Jeg har været lærer og skoleinspektør, direktør og seminarierektor, så alt det med at have med børn og unge at gøre, det har jeg jo været vandt til. Det er jo også - hvad skal man sige, et noget lukket miljø, og jeg nyder meget at være sådan et sted her, hvor der er alle slags mennesker, og alle slags håndværk. Ligesom der var blandt forældrene ved en skole. Man møder også publikum på den måde, og jeg kan godt lide den kontakt. Så Sporvejsmuseet passer mig rigtigt godt. Det er især rummeligheden, der har betaget mig. Da jeg kom, var der to døvstumme og en blind, der gik og arbejdede her, og jeg tænkte at "Det er løgn!"

Her er også en del autister. Voksne mænd, som mange ikke rigtigt har forstand på, og som har en masse værdier i sig. Her kan de finde sig nogle nicher. Der går bl.a. en yngre autist rundt her. Han er smadder dygtigt, og hvis jeg vil vide noget om en eller anden vogn f.eks. den her 587. Hvornår blev den egentlig bygget og hvornår blev den taget ud af drift? Så siger han, at den kom ud af drift den 23. april 1969, og den kørte sidste gang på Linje 3, og den kom i remise kl 23:38 om natten. Og det er rigtigt! Det er bare noget de ved, og det illustrerer, at der er plads til alle her. Det er godt syntes jeg. Derfor er det et godt sted.

Der er en bredde af faglighed. Jeg er ikke selv håndværker, men jeg må indrømme, at jeg beundrer meget alle de mange håndværkere, der kommer her, og tydeligt tilkendegiver, at hér har de den tid, der skal til, for at lave det ordentligt. Altså noget at det snedkerarbejde, der bliver lavet, er helt suverænt flot. Der er en stolthed her. På et tidspunkt havde vi to gode svejsere og de nød det. Altså det at lave skinnesammenføjninger på den rigtige måde. De nyder at gå her og lave det, som det skal laves. Jeg respekterer det højlydt. Jeg tror formanden er glad for, at jeg går rundt og roser folk, når der er grund til det. Det er jo ikke en belastning, for når man kommer her frivilligt, syntes man jo det er rart, for det er en faglig, social og kollegial udfordring. Der er jo mange elementer i det. Sådan en almindelig onsdag i november, der sidder vi jo 25 mennesker inden i køkkenet og spiser frokost samtidigt, som om det er en frokoststue på et værksted et eller andet sted i et større firma.

Ved hvert stop på ruten, blev der hevet flittigt i en lædersnor, der fik en klokken til at ringe. Vognstyrerens afgangssignal med to DING, blev besvaret med et DING fra bivognskonduktøren og et DING fra motorvognkonduktøren (Finn Erik), der gentager signalet, og så kunne vi køre. Vi rumlede derudaf langs den gamle jernbane. Det er en let vuggende bevægelse at køre på skinnerne i skoven. Det er hårdt arbejde at køre sporvogn, med store metalhåndtag, der skal hives i, og pedaler, der skal trædes på. Finn Erik fortæller, at alle har deres egen måde at køre vognene på og, at han kan mærke hvem der kører, blot ved at fornemme vognens rytme. Bøgetræer passerede forbi, imens jeg kunne høre den karakteristisk sporvognslyd af elektromotoren's arbejde under vognen. Da vi nåede ud til Egen, fortalte Kirsten også om sin tilknytning til Sporvejsmuseet:

Jeg er også medlem, og har i mange år lavet pelargonier derhjemme, og taget dem med herud. Det er det, jeg har taget mig af. Jeg snakker lidt med planterne, om de er ved at dø af tørst, og hvad de helst vil [griner]. Jeg gik som "føl" hos en ældre dame, der nu er død. Hun sagde, når jeg kom med nogle planter, jeg selv have lavet: "Sæt dem der hvor du har lyst til at sætte dem". Det appellerede meget tydeligt til, at jeg kunne selv bestemme. Det er et helt specielt miljø, når det er frivillige og ikke en arbejdsplads. Der er en enorm professionalisme og opmærksomhed på, om alt kører, og om nogen har brug for en hånd. Det er meget positivt at være her.

Myldretid på Valby Langgade

Erik, Jørgen og Jeppe gør klar til næste tur med museumsbusserne.

Tilbage fra skovturen med Finn Erik og Kirsten, står jeg af på Skellet, et nyanlagt stoppested ved Remise 3, og den nye Busudstillingshal. Her er der gang i trafikken. På gaden vejede Dannebrog blandt de ca 20 opstillede nypudsede veteranbiler og -taxaer. Flere museumsgæster fra Dansk Veteranbil Klub kom gratis ind med ledsager denne dag, på betingelse af, at de ankom i en klassisk bil, der kunne matche sporvognsmiljøet. Bilen skulle være fra 1972 eller tidligere. Det var en fornøjelse af se automobilmærker som Morris, Mercedes, Porche, Volvo Amazon og Folkevogn. De fine biler skinnede om kap med solen. Et orgie i højglanspoleret lak, chrom og sort/hvide nummerplader. "Taxi Bjarne", alias Bjarne Hørbye stillede også op med to fine taxaer - en "TAXA" Mercedes fra 1966, og en "Ring Bilen" Opel fra 1967. I forlængelse af veteranbilerne var det muligt at købe snacks hos "Pølsebrødet", der have stillet en mobil madvogn op. Vaskeægte streetfood!

Veteranbuskørsel var i fuld gang. Tidligere på dagen kørte jeg en tur med Triangelbussen KS 41, men det var ikke den eneste bus, der var ude og køre. Gæsterne kunne også prøve en Leyland Comet fra Københavns Sporveje KS 329, en rød bus fra Odense Bytrafik OB 30, og en

Ditte: Vi er taget på Sporvejsmuseet i dag fordi pigernes farfar er en stor sporvognsentusiast, som har været medlem i hvert fald 25 år, så vi skulle også være med til 40 års jubilæumsdag. Det er sjovt, og det er nogle smukke vogne, og pigerne syntes det er sjovt at køre med sporvogn

Emma: Jeg syntes det er sjovt at køre med sporvognen når de bremser. Så føles det som om man kører frem og det gør man jo ikke.

Ditte: Det føles som om man kører i en rutchebane ikke?

Emma: JA!

Ditte: Vi har været her masser af gange

Emma: Ja. Vi har været her masser af gange, og jeg kan bedst lige dem der har en til sal på.

Ditte: Ja, dobbeltdækkeren, de er også sjove. Jeg kan lide den helt gamle klassiske Linie 2. Den syntes jeg er den smukkeste.

Remiser og køretøjer

Daniel: Hvis jeg skulle "sælge" stedet til andre unge, så skulle det være for det gode kammeratskab vi har herude.

Da jeg var lille, tog min farfar mig med herud for at gøde min interesse for tog. For nogle år siden var der tilfældigvis en af mine kammerater, der så noget om Ungdomsdag herude. Det fangede straks min interesse, og det har det gjort lige siden. Jeg blev medlem af SHS til Ungdomsdag i august 2011. Jeg er med til den daglige vedligeholdelse af vognene. Det foregår normalt i værkstederne hvor vi har eftersyn, klargøring, og diverse småreparationer, der kommer i løbet af dagen. På en dag som i dag med denne kavalkade, er jeg med til at organisere det, så det kan fungere. Vognene skal i de rette spor og personalet skal være klar så vi kan køre til tiden. Jeg syntes det er en fed interesse, fordi den er så alsidig og der er så mange muligheder herude. Der er ingen begrænsninger, eller nogen der siger, at du kun kan være konduktør, eller kun køre sporvogn. Med den rette alder kan man det hele. Jeg er mest interesseret i at køre med vognene, men det er lige så interessant at gå i værkstedet for at få baggrunden for hvad der sker.

Hvis jeg skulle "sælge" stedet til andre unge, så skulle det være for det gode kammeratskab vi har herude. Oprindeligt var jeg ikke specielt interesseret i sporvogne overhovedet. Det har aldrig rigtigt sagt mig noget. Det var kun store diesellokomotiver jeg syntes var interessant. Det er kammeratskabet herude. Her er rigtigt meget frihed under ansvar. Lige meget hvad du har lyst til, kan du gå i gang med, og du kan være med overalt. Folk er generelt åbne til at tage dig ind i varmen, så du ikke føler dig uden for. I øjeblikket er vi to på min alder. Vi prøver at køre de her ungdomsdage. Vi gjorde det for et års tid siden, og vi vil gøre det igen næste år. Vi nåede det ikke i år. Vi forsøger at nå ud via Facebook og Instagram. Sidste år lave vi en YouTube video som vi delte. Vi vil forsøge at fordele en flyer til unge i alderen 15-25, dvs. fra 8. klasse og opefter. Vi kan tilbyde dem en masse ting med det samme.

Et anden af de unge medlemmer, Tjalfe på 26, er kommet på museet siden han var tre år gammel, erkender også, at det er en udfordring med at tiltrække de unge.

Tjalfe: "Det er svært at tiltrække unge mennesker".

På billedet: Tjalfe gør klar til at køre Oslo Sporveier 203

Vi er omkring 5-6 unge på museet. Vi har forsøgt os med at arrangere Ungdomsdage for de 18-26 årige, men der kommer ikke så mange. Det er svært at tiltrække unge mennesker

Sidst på eftermiddagen tog jeg turen til Eilers Eg igen, for at kikke på stemningen. Det var begyndt at regne, og blive mørkere. På vej tilbage stod jeg af midt i skoven bare for at se på trafikken køre frem og tilbage. Myggene var meget begejstret for dette, og kastede sig sultne over mine bare arme. På dette tidspunkt var det hovedsagelig museet's danske passagergodkendte vogne, som kørte forbi. Tidligere på dagen kørte flere af rariteterne "på fri bane", så entusiasterne kunne fotografere vognene. Museet har adskillige vogne, der mangler passagergodkendelse fra Trafikstyrelsen. I dagens anledning havde Museet fået tilladelse til at køre tomme med vognene til stor glæde for entusiasterne. Dvs uden passagerer og kun med en enkelt vognstyrer. Følgende vogne tog turen ud i skoven og retur: Slibevogn KS S1, DVG 711 fra Duisburger Verkehrsgesellschaft AG, Düwag KS 890 maskeret som Linie 5 til Husum, KS 567, der er sat i stand i Østermarie og den røde DPP 7079 fra Prag. De karakteristiske Düwag vogne med den vinklede forrude og sidespejl syntes jeg er virkelig flot. Se bare på 2412 med den fine '50er kurver, og flotte 2-mands sæder i nylon, datidens vidundermateriale. Der er en lækker kølig elegance over de vogne. Så vil jeg lige fremhæve den passagerbefordrende røde sporvogn fra Odense bytrafik. Det er den eneste vogn fra Odense, der findes, resten er skrottet for længst. 

Tilbage på Valby Langgade stod regnen ned i stænger, og vandet væltede ned fra remisetagene, via tagrende og nedløbsrør, hen over fliserne og ned i den nye brostensbelagte rendesten. Den nye regnvåde astfalt spejlede flot de parkere taxier.
 

Skilte, Hestepærer og Fest

Erik Løkke: "Jeg er ved at male et "Kongens Nytorv" skilt, og jeg er ikke sikker på, at jeg er helt tilfreds. Nu sidder den jo altså oppe på taget, og nogen vil jo sige "Erik, hold nu op, der er der jo ingen der kan se". "Jo, jeg kan se det".

På billedet: Erik Løkke, skilt og mormødrene

Her står der vogne, der venter på, at vi kan komme i gang med dem. Det er jo meningen, at de vogne, som ikke er i drift, fordi de ikke er færdige, skal op og stå i Remise 3. Så får vi lidt mere plads hernede i Remise 1. Sporviften til Remise 3 skal på plads først, og tingene skal op i reolerne før vi kan flytte det. Der er mange ting der skal gøres, og det er ofte ”Tordenskjolds soldater” der skal gøre det [griner]. Her er ikke meget plads. Et af problemerne er, at når de andre er her, så støver og sviner de noget så eventyrligt, så jeg er nødt til at komme her, når de ikke er her.

Den her vogn er nummer 361. Den er fra 1915, og er leveret som den første vogn med de forlængede endeperroner. Den var meget rusten i bunden, og som du kan se på rammen her, så var den altså ikke helt god. Der er så lavet en ny ramme, og så skal du forestille dig, at vi har en hel vogn, som man i sin tid byggede ved at starte med den der [rammen]. Derefter byggede man alt det andet oven på. Nu skal rammen af, men alt det andet skal blive hvor det er. Det bliver spændende, og der er derfor vi har denne store opklodsning. Vognen skal genopføres som den så ud i 1943. Dvs., at den skal være i krigsudgaven, og det vil sige, at stødskinnerne - det er de der meget kraftige i begge ender - og pufferne, og kanterne på trinnene, skal males hvide af hensyn til mørklægning. Og så skal den jo forsynes med røde gardiner, fordi man satte blå pærer i loftet, da man startede med mørklægningen. Med blåt lys og røde gardiner, så kommer der ikke noget lys ud af vognen. Det betød også, at konduktørerne faktisk overhovedet ikke kunne se billetterne. Det måtte man ændre, og det tror jeg, at det er den version vi laver den i - med nogle store paptrompeter, eller hvad vi nu skal kalde dem. De blev sat på pærerne, så de lyste ned på gulvet, så konduktøren kunne kontrollerer billetterne. Denne vogn, 361, blev anset for at være Københavns hurtigste sporvogn i sin tid. Det er jo lidt pudsigt ikke? Det håber vi den bliver ved med at være, når vi er færdige med den [smiler]. Vi regner med, at den er vi færdige med om fire år.

Så er vi jo ellers godt i gang med 261, der holder herover. 261, den skal fremstå som den gjorde i 1910erne. Den har fået fjernet afviserlyset, og jeg ved ikke om du kan fornemme deroppe i tagkanten, der er ligesom to hakker. Det er fordi den skal kunne køre med "smørebrætter", som vi kalder dem. Det er de der brædder, som fortæller hele ruten. Det var noget man gjorde i de rigtigt gamle dage med sporvognene. Når vognen skiftede retning måtte man læse den nede fra og op. Det er mig, der har overtaget malerentreprisen på den vogn her. Hvis du ser her, så sætter jeg stafferinger på, og skriver "Københavns Sporveje" på begge sider, og som du kan se, skal der også være nummer på fronten.

Erik Løkke: "Det er mig, der har overtaget malerentreprisen på den vogn her. Hvis du ser her, så sætter jeg stafferinger på, og skriver "Københavns Sporveje" på begge sider."

Vognen er skæv. Den er virkelig skæv. Den vinkel dér er ikke retvinklet. Det vil sige, at jeg kan ikke måle ud fra den lodrette side, jeg bliver nødt til måle fra de vandrette, men fordi vognen og sporet heller ikke er lige, så kan jeg heller ikke bruge vaterpas, eller noget som helst. F.eks. vogn 100, som jeg også har malet, der bliver jeg nødt til at lave det skævt, for at det skal se rigtigt ud. Da jeg havde malet det stor "100" tal bag på den, kunne jeg se, at det gik bare ikke. Selv om jeg havde målt ud og så videre, så det forkert ud. Jeg blev nødt til at slibe det af, og sætte det skævt på, så nu ser det rigtigt ud. Den er brun her, og gul på siderne. Det er et levn fra fortiden, da vi havde hestesporvogne. Når hestene gik foran og blev trængende, så gjorde de bare det, og derfor blev de her ender snavsede. Da vognene blev bygget om til elektricitet fandt man ud af, at de også blev snavsede i enderne. Derfor er enderne en anden farve end den gule på siderne. Jeg tror også, at der er tre eller fire gule nuancer i Københavns Sporveje afhængigt af hvor gamle de er.

Erik Løkke afsluttede den hurtigt improviserede fremvisning af restaureringsarbejdet med de antikke sporvogne, med en hurtig rundvisning i den gamle KS skurvogn, hvor en del af malerarbejdet også foregår. Her bliver de mindre dele af de enkelte sporvogne grundmalet og lakeret. Det er også her Erik Løkke maler de flotte ruteskilte til de enkelte vogne.

Man kan ikke male, hvis der er under ni graders varme. Så duer malingen ikke. Og her i remisen kan der være bitterligt koldt, så derfor har jeg denne "hule". Et skur fra Københavns Sporveje hvor vi har anbragt en varmekanon. Pinuppigerne er lige så gamle som vognen, så det er sjovt at tænke sig, at de er mormødre nu, er det ikke? Nogle meget søde mormødre syntes jeg. Her kan du se, at jeg er ved at male et "Kongens Nytorv" skilt. Det er godt nok længe siden jeg har gjort det, og jeg er ikke sikker på, at jeg er helt tilfreds. Du kan se her, det går jo ikke! Nu sidder den jo altså oppe på taget, og nogen vil jo sige "Erik, hold nu op, der er der jo ingen der kan se". "Jo, jeg kan se det".

Det var det. Dagen var slut, og remiseportene blev lukket og låst. Kl 18:30 var 130 SHS medlemmer og gæster inviteret til festmiddag på Golfrestauranten til kalvekød med flødekartofler og bønner med brun sovs og citron fromage til dessert. Før middagen fik alle medlemmer og gæster en souvenir til minde om dagen i form af et Champagneglas med indgraveret museumsmonogram og eget navn. Formanden takkede de udenlandske gæster fra England, Holland og Tyskland for deres tilstedeværelse, og alle SHS medlemmerne blev forsikret om, at "Tingerne er lykkedes fordi vi har en fælles ide". Formanden afsluttede talen med at bede forsamlinge rejse sig, og udbringe et leve for foreningen på den traditionsrige facon, med "tre lange, tre korte og et kort DING". Herefter gik snakken omkring bordene på denne smukke aften. Fødselsdagen sluttede omkring kl 21:30.
 

Den Sidste Sporvogn er Kørt i Hus

Da dagen var omme, skulle en bivogn skubbens ind i Remises 1's malerkabine ved håndkraft. Det foregik beredvilligt takket være Morten, Daniel, Tjalfe, Michael, Steffen, Jørgen og Michael.

Hvis nogen for over 100 år siden ikke havde besluttet at bevare hesteomnibussen fra 1913, så var den her ikke idag! Det kan vi takke nogle forudseende mennesker for, at de gjorde dengang. Trafikselskaberne gennem tiderne og SHS's imponerende bedrift står i skærende kontrast til den manglefulde nationale bevaring af f.eks en Storebæltsfærge. Politikere idag, er så bundliniefikserede, at de end ikke kan beslutte at bevare en Storebæltsfærge. Det er skræmmende, set i lyset af, at Danmark har været en førende færgenation igennem flere århundreder. Et Færgemuseum kunne nemt være financieret med 1 kr./bil, som passerede Storebæltsbroen. Bil nummer 200 million er lige passeret 20 år efter åbningen. Det er dumpekarakter så det basker.

Der blev fotograferet og videofilmet ivrigt af de fremmødte, og selv om man tager hensyn kan man nemt gå i vejen for hinanden. De situationer løser sig hurtigt med et smil, imens man skynder sig videre, eller går et par skridt tilbage. Jeg gik vist også i vejen i løbet af dagen. Det kan være svært at se, at der filmes og fotograferes, med de små telefoner og videokamerarer, der findes idag. Personligt syntes jeg dog, at mennesker giver liv på de efterfølgende video- og billedproduktioner. Sterile billeder og film uden mennesker, barnevogne mv er upersonligt og ligegyldigt. At "gå i vejen" er hvad der kan ske under et arrangement som dette med mange mennesker, og masser af fotogene rullende genstande blandt publikum som busser, hestevogne, sporvogne og veteranbiler. Sporvognsentusiaster syntes også at være mere tolerante og venlige i forhold til nogle af de få hårdkogte foto- og togentusiaster jeg er stødt ind i en gang imellem. Sidstnævnte kan en gang imellem udløse diverse kvæk, buhråb og endda mishagsytringer, hvis man uforvarende skulle komme til at gå i vejen for den rigtige vinkel. Det hørte jeg slet ikke på Sporvejsmuseet. Der blev taget masser af selfies med mobiltelefonerne ved de parkerede vogne og busser. Museet har absolut ingen WiFi, eller GPRS dækning (telefonforbindelse), hvilket betyder, at man ikke kan dele oplevelserne med omverdenen på de allestedsværende sociale medier "her og nu". Det er måske ikke så relevant for nogle gæster eller frivillige, men jeg vil da gerne have delt nogle billeder imens det sker. Det er et stort "sort hul" midt i skoven, og det kan måske have betydning for at motivere og tiltrække de unge idag. Hvis de ikke kan være on-line samtidigt, så finder de et andet sted at bruge deres tid. Jeg tænker, at når der f.eks er diplomkørsel, kunne det være en fordel, at man kunne vise det med det samme. Det at dele oplevelser osv. er en del af kulturen idag, og det var måske noget museet og golfbanen skulle kikke på i samarbejde?

Jeg er imponeret over det aktivitetsniveau Sporvejsmuseet lægger for dagen på denne fødselsdag. Alt, der kan køre, er ude og køre. Entusiasmen blandt medlemmerne var heller ikke til at tage fejl af. I hvertfald ikke dem jeg fik mulighed for at snakke med. I alt mødte 775 gæster op på museets fødselsdag, for at se og køre med sporvogne og busser. Det er da ganske respektabelt. Jeg var der i seks timer, og havde en fornemmelse af, at jeg slet ikke havde set det hele, fordi jeg havde travlt med at interviewe, snakke og dokumentere dagen. -, men så er der jo heldigvis basis for at vende tilbage i efteråret og f.eks tage nogle tusmørkebilleder af de gamle vogne oplyst af kultrådspærer.

Sporvejsmuseet er et museum for medlemmerne og de meget velkomne gæster. Det er sporvogne, busser, veteranbiler, nostalgi serveret i meget smuk indpakning og helt fri for "Thomas Tog" og lignende pjat. Det oprindelige mål med SHS var at "Bevare nogle erindringer om sporvognene" og det er tydeligt, at det er lykkedes. Mange af drømmene er gået i opfyldelse, og det bliver spændende at se hvad fremtiden bringer for denne unikke tidsmaskine i skoven. Hvis ikke Borgerrepresentationen i Københavns Kommune, havde besluttet at nedlægge sporvejen i '60erne, så var dette museum måske aldrig kommet igang. Et af medlemmerne af BR, der var med til at beslutte nedlæggelsen, var kommende Overborgmester Egon Weidekamp (Socialdemokratiet) (1921-2000). Han fortrød den beslutning til sine dages ende. Det er da tankevækkende. Tillykke med de 40.

• Gå til Galleri: Busser og sporvogne 26. maj 2018
• Gå til Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm - Danmarks Længste Museum
 

Karakteristiske Farver, Reklamer og Ruteskilte