Man skal få smilet frem hos folk. Lilian Adler fortæller om sin kunstneriske udsmykning af DSB's lokomotiver MY 1126 og MX 1021 i 1988

HJEM

JERNBANER
• Sporvogne & Busser
• Tog i remisen
• Gæstebilleder
• Udenlandske tog
• Lokschuppen
• Tog i Tyskland
• 74 | 81 | 87
• EMD/GM Maskiner
• Rayton's US Trains

DSB CLASSIC
• DanLink
• Driftsmateriel
• Jernbanemuseet
• GM Togmaskiner
• Lyntog Litra MA
• S-tog & Bybane
• Jernbanefærger
• Stationer

EN SLAGS NYHEDER
• 2021 | 2020 | 2019
• 2018 | 2017 | 2016 |
• 2015 | 2014 | 2013 |
• Arkiv: 1990-2012
• Arkiv: 1900-1989

BIBLIOTEK
• Havet og Omegn
• Interview & artikler
• Runabåden "Snarken"
• COP15 & the Movies"
• refleksivledelse.dk
• biografmuseet.dk
• in70mm.com
• youtube.com

Man skal få smilet frem hos folk Det kan vække store følelser og lidt misundelse, når man maler på DSB's lokomotiver. Det gør man ikke uden reaktioner fra DSB ansatte såvel som togfans og studiekollegaer. Det farvestrålende design af DSBs stolte lokomotiver MY 1126 og MX 1021 skabte stor debat overalt hvor maskinerne kørte rundt. Her fortæller Lilian Adler selv om omstændighederne bag sin flotte kunstneriske udsmykning af DSB's lokomotiver i 1988.	Tilbage til forsiden
Lilian Adler interviewet 4. august 2014 af Thomas Hauerslev	Dato: 18.08.2014
"Jeg er glad og stolt over, at de ikke er malet over eller skrottet og, at der faktisk er nogen, der har et forhold til dem. Der er nogle mennesker derude, som holder øje. Det syntes jeg er lidt sjovt". Lilian Adler Heljan lokomotivmodellerne er fra Togdillen på Jyllingevej i København, og MY 1126 er en gave fra Togdillen til Lilian Adler i anledning af dette interview. Foto: Thomas Hauerslev Jeg gik på Skolen for Brugskunst på møbellinien og fik studiejobs på DSB's tegnestue i Sølvgade. Møbelarkitekt Niels Jørgen Haugesen, der var lærer på skolen, blev kontaktet, og skulle anbefale nogle studerende. Han pegede på mig og en medstuderende, og jeg fik jobbet. Jeg var der i godt og vel et års tid, hvor jeg skulle komme med designforslag til IC/3 toget's interiør. Blandt andet håndtagene til salgsvognen. Min chef Ole Rossel, der sad lige over for mig, syntes jeg skulle have nogle sjove opgaver, så han bad mig om at udsmykke et MY lokomotiv. Han fortalte mig ikke hvad det skulle bruges til. Jeg forestillede mig at det skulle bare køre igennem landskabet, og så lavede jeg nogle sommerfuglelarver som jeg syntes var helt vildt skønne. Jeg legede mig frem, og lavede de vildeste mønstre inspireret af danske sommerfugle og ret hurtig tog Ole mig med ud på værkstedet for at vælge farver (autolak) til sommerfuglelarverne. Da jeg var helt klar til bemalingen til det store lokomotiv blev jeg ringet op af Jens Nielsen [DSB’s designchef], der stak en kæp i hjulet. Han ønskede en dekoration, der signalerede, at toget kørte forsøgskørsler som førerløst tog. Dét syntes han udsmykningen skulle fortælle. Man skulle kunne se på toget, at det var dét eksperiment, der kørte. I løbet af en uge, skulle så jeg finde frem til noget nyt, og det er så de printplader vi kan se i dag.	Læs mere her: Galleri: DSB MX 1021 males af Lilian Adler, 1988 Galleri: DSB MY 1126 males af Lilian Adler, 1988 Besøg hos "MY Veterantog" i Hundested Med Østersøexpressen til Gedser Portræt af ledsagevogn 80 86 9810 471-4 Internet link: • lilianadler.dk • togdillen.dk • Jens Nielsen wiki • Memphis MY 1126 • Jernbanen.dk • myveterantog.dk MX 1021 • Kunstværk i Sverige • svenska-lok.se • gm-nyt.dk • tagakeriet.se • indlandståg.se Bhs 823 • jernbanen.dk • jernbanen.dk
DSB's foto af Lilian Adler foran en nymalet MY 1126 på Centralværkstedet i København, efteråret 1988. Foto fra Lilian Adler's samling THa: Fortæl lidt om hvem du er og hvad du laver Jeg arbejder kreativt i alle materialer, og i øjeblikket arbejder jeg meget i keramik, fordi jeg kan være med hele vejen fra tanke til slutresultat. Det tager 14 dage, fra jeg får tanken, laver modeller, og til at resultatet er færdigt. Ofte maler jeg på tingene, glaserer det, og så brænder jeg det. Så er jeg faktisk klar til at sælge. Det er en hurtig proces, som jeg har været meget glad for. Jeg har været glad for livet blandt keramikere. Det er et sted hvor jeg falder helt til ro. Man bliver bare lykkelig med keramik. Det er ligesom om at man kommer i en trance. Jeg kan også godt lide at arbejde med pensel. I det hele taget er min styrke nok formgivning. Jeg er god til at analysere en form og gennemarbejde den. Der er mange, der bruger mig til at kikke på deres ting for at høre, hvad de kan gøre bedre, og om det fungerer. Jeg er møbeldesigner, og har arbejdet med møbeldesign i forskellige perioder bl.a. sammen med min mand, hvor vi har lavet de her stole vi sidder på. Vi har sammen lavet mange forskellige møbler, og ofte har vi selv produceret. Vi syntes der er så meget ”varm luft” i den branchen. Man kommer til mange møder, og i starten er de jo ellevilde for at producere det, og så ender det ofte med, at de trækker det i langdrag. I stedet har vi satset nogle penge på vores ideer, og syntes det har været sjovt at gøre det selv. Vi er blevet inviteret rundt omkring i verdenen og har været med på udstillinger. Det har været rigtigt skægt, og jeg savner det. Jeg overvejede at skifte branche, men jeg er meget fascineret af møbelverdenen, fordi det er meget arbejde med materialer. Jeg har også fået to børn og boet i Luxemburg, hvor jeg har lavet tøj. Det var rigtig spændende, fordi jeg fik lov at lave unika og der var masser af kunder. Tøjbranchen er et meget hektisk liv i forhold til keramikbranchen. Jeg går hos en guldsmed en gang om ugen fordi jeg kan lide håndværket i sølvarbejde. Der er salg i smykker.	DSB har tidligere kunstudsmykket godvogne, færger, stationer, tog og plakater, og Lilian's mor’s kusine Lene Adler Petersen har udsmykket et IC/3 tog. IC/3 sæt MF 5041, adopteret af Varde. "Line Luplau" af Lene Adler Petersen
*"Det var altså lidt vildt, at jeg havde fået lov til at lave sådan en opgave. Jeg syntes det var flot, at de stolede så meget på, at det kunne jeg finde ud af".* Lilian Adler's skitse til DSB's MY 1126. Fra Lilian Adler's samling. Klik på billedet for at se en forstørrelse Jeg har lavet tegnefilm hos Swan film, hvor jeg lavede baggrundstegninger, altså akvareller til ”Valhalla” [Premiere 10.10.1986]. Det var et par år før lokomotiverne. Jeg var egentlig animationsmodel, men så fandt de ud af, at jeg kunne tegne. Jeg var til prøve og fik tilbudt et job, men så ville de have mig på fuld tid, og det kunne jeg ikke tilbyde dem, fordi jeg studerede. Da jeg kom hjem fra Luxemburg, designede jeg for LEGO, hvor jeg bl.a. lavede koncepter og illustrerede bøger. Jeg ser ikke mit liv som sådan en karriere med en masse trappetrin op. Jeg ser hele tiden mulighederne, og jeg er ikke så god til at se det ovenfra. Jeg er mere i et flow. En bobbel af livskvalitet eller glæde. Det er måske ikke den måde, man kommer langt på, men jeg møder mange mennesker. Der er jo faktisk muligheder i alt.
DSB julekort fra 1988 med en nymalet MX 1021 som motiv. Fra Lilian Adler's samling THa: Kan du beskrive temaet for den kunstneriske udførelse? Det var helt sikkert, at det skulle være et lidt barnligt univers. Der måtte godt være lidt knald på, fordi det var elektronik, og så skulle det være tydeligt, at det skulle være printplader. Jeg kendte jo ikke så meget til printplader, fordi jeg ikke er en, der har rodet med radioer. Min mand, der var min kæreste dengang, gik også på møbellinien på Designskolen, og han vidste lige præcis hvordan printplader så ud. Det havde vi så en lille snak om, og jeg skulle bestemme farverne, og noget af farverne var helt klart fra sommerfuglelarverne. Du kan se her, øjnene kommer ligesom ud af en trompet som musik [kikker på MX 1021]. Jeg ville godt have, at der var lidt gang i den, og så tror jeg også, at det var lidt Memphis, der inspirerede mig. Memphis var jo meget interessant Italiensk møbeldesign dengang. Det var det, man så ude hos Paustian [i Kalkbrænderihavnen]. Noget Memphis, noget print og lidt præcise former som man kan finde på en skabelon. Memphis gruppen var meget foregangsmænd for Postmodernismen i 1980erne. THa: Hænger værket sammen, eller er det tre individuelle stykker? Det er tre individuelle stykker. De er meget forskellige i virkeligheden, og nu kan jeg se, at printpladerne har den samme tykkelse. Dér har jeg åbenbart været bevist om, at det skulle hænge sammen. Den der [MX 1021] er mere løs i designet end den der [MY 1126]. Jeg tror, jeg lavede MY lokomotivet på den måde, fordi jeg var meget styret af, hvad Jens Nielsen ville have. Altså, han skulle kunne lide det, mens her [MX 1021] var jeg mere skør og løssluppen. Jeg tvivler på, at han ville have godkendt den der [peger på MX 1021], fordi der er ligesom noget energi imellem printpladerne - en gnist. Jeg kan huske jeg var sådan mere fri i den her, da jeg lavede den. Den var sjovere at lave end den der [MY 1126], fordi jeg blev sat på en opgave. Jeg er jo feminin og har et meget mere feminint univers. Derfor var det så dejligt med nummer 2, at jeg fik lov at slippe det lidt. I dag ville det være fantastisk, hvis man fik fuldstændigt frie hænder.	*"Sådan skal det da bare være"* Det kunne være skønt hvis jeg havde tegningerne af de der sommerfuglelarver. De var skønne og meget detaljerede. Min tanke var, at børn skulle pege og sige "naaaarrjjjj!!", når toget kørte forbi. Også børn, der ikke engang havde et sprog. Børnene skulle have en følelse af, at her kommer der noget enormt dansk, og sommerfugle forbinder jeg med sommer og kornmarker. Det var den romantiske tanke jeg havde omkring hvordan det ville være for et barn at opleve et stort lokomotiv dekoreret med forskellige sommerfuglelarver. De var helt med på den på tegnestuen. "Sådan skal det da bare være". Jeg tror jeg lavede 30 forskellige. THA: Det er synd, at du ikke har dem mere. Det har jeg måske også, men hvor er de? Jeg har så mange projekter liggende på loftet og i kælderen.
"Jeg kan huske at jeg blev friere og friere fordi det gik så stærkt, og det tredje tog kom lige i rumpen på det andet tog. Altså det her [MY 1126], det ville man gerne have færdigt i løbet af en uge og så ville man gerne se noget nyt. Sådan blev det bare." MY 1126, Bhs 823 og MX 1021 set fra Kommandopost Gb omkring 1991. Foto: Thomas Hauerslev THa: Hvor meget tid brugte du på dit værk? Jeg var 23 år boede i et kollektiv, og en aften blev jeg ringet op af Jens Nielsen. Vi havde købt maling, og det var en sjov opgave, vi skulle i gang med. Så fik jeg at vide, at sommerfuglelarve dekorationerne gav ingen mening. Jeg måtte finde på noget andet. Den var kørt hele vejen igennem, hvor alle syntes, at det var et flot projekt. Og så var der designchefen på toppen, der sagde ”duer ikke”. Jeg vidste jo, at der ikke var noget at gøre. Så sagde han, ”Det må vi jo finde en hurtig løsning på”. Jeg brugte en uge på printplade dekorationerne. Jeg sad med kalkerpapir oven på arbejdstegningerne og tegnede løs med blyant. THa: Fin detalje at udsmykningen går hen over taget Man ser jo osse et tog oppe fra. Det er derfor, at jeg syntes [MX 1021] fungerer bedre. Jeg tror, jeg har været mere spontan og har brudt arbejdstegningen, fordi jeg ser nogle muligheder i at tegne omkring noget. Jeg har fanget, den lille antenne, som jeg ikke har set på arbejdstegningen. Derfor har [MX 1021] været mere intuitiv og sjov for mig at lave. THa: Fint, at de ikke er ens på begge sider Ja, jamen selvfølgelig. Det ville også være kedeligt og svært at lave, hvis de var fuldstændig ens. Jeg havde den der lille tegning, som jeg har herhenne. Jeg kunne forholde mig til de her felter og så skalere det op. Det var ikke så svært at lave. Altså, når man først havde skitsen på plads, og havde fået de første farver på, så skulle jeg arbejde med kridtet. Jeg tegnede med kridt på lokomotivet, som så blev afmasket med malertape. Det var ikke svært. Det var sjovt og lidt vildt. Jeg gik jo bare på Designskolen, og så fik jeg det her job på DSB's tegnestue i Sølvgade.
Lilian Adler's skitse til DSB's Bhs 823. "Det burde være en t*rendy cafe et eller andet sted i københavn".* Fra Lilian Adler's samling. Klik på billedet for at se en forstørrelse Det foregik i sommeren 1988 hvor jeg sad og lavede de her sommerfuglelarver og i løbet af efteråret blev det præsenteret. Jeg har fundet nogle skitser, men sommerfuglelarverne tror jeg desværre jeg har skilt mig af med. Først blev lokomotivet sprøjtet i sprøjtekabinen. Jeg tror den blev grundet først, og så bagefter malet i den farve den skulle have. Så stod den f.eks. i blå. Derefter blev maskinen kørt ind i hallerne, hvor jeg så tegnede printpladerne op med kridt. Det gjorde jeg ud fra de tegninger her. Jeg har nok lagt tegningerne på et bord, og så er jeg startet fra en ende og så fået det hele med. Når det var færdigt er sølvet blevet sprøjtet på. Bagefter har jeg så malet den sorte kontur omkring. Jeg tror faktisk jeg lagde farverne i først og så til sidst den sorte kontur. Jeg fik en fyr, der hedder Thomas Krause til at hjælpe mig med det store malerarbejde. Han var en medstuderende, og han er i dag meget anerkendt. Men vi hyggede os, da vi lavede det, ellers blev jeg jo aldrig færdig.	Tak for et særdeles interessant interview med denne dejlige, kreative kvinde. At skabe noget kreativt - i særlig grad indenfor det ferroviale - og som er en fryd for øjet, kan i den grad medvirke til, at en kunstner bliver udødeliggjort. Og at se sine værker blive udgivet i model må vel være en helt særlig ære Carsten B. Thomsen , Frederikshavn
"Nej hvor er den fin! WOW! Den er altså skøn. Se her, den kan jeg bedre li’. Den her var den første [MY 1126], og nummer to [MX 1021]. Se den her med øjnene. Den kan kan jeg rigtigt godt lide. Hvad står der der? Der står ”Lil”. Det var det jeg kaldte mig". Lilian Adler, august 2014. Foto: Thomas Hauerslev THa: Det er jo et meget langt kunstværk. 18 meter langt på hver sin side. Ja, og så skulle det fungere, og det skulle også laves på toppen og hele vejen rundt. I starten der syntes jeg jo, at det var et højt tog, men til sidst betød det ikke noget. Jeg kørte op og ned med en elevator for at nå helt op på taget. Det var sjovt, og jeg syntes det var vildt, at man bare fik lov. Udsmykningen har virket rigtigt, også de her skruer, dem kan jeg godt huske, at jeg lavede her oven på sideruderne på lokomotiverne. Jeg kan huske ham der skulle bestille malingen hjem. Han var leder derude, han talte ned til mig og var ikke så sød. Jeg tror, det var fordi der kom sådan en grønskolling, der skulle spille smart. Han skulle bestille maling hjem og syntes det var et fjollet projekt. Så fik han en næse af Ole Rossel, der ville have, at han talte pænt til mig. Det gjorde han så efterfølgende, og så var han sød og rar resten af tiden. Det var mig der fandt den blå farve, og i det hele taget fandt jeg farverne til dem alle tre. Vi kikkede på farver og farvekort, inde i selve kontoret på Otto Busses Vej. Jeg kan ikke huske, om der var farveprøver. Det kan godt være, at der var det, men i hvert fald farvekort. Vi bestilte farver hjem, og det var jeg med til, men ikke hvor meget, der skulle bruges. Det var noget DSB styrede. Jeg ved ikke hvad det kostede, men jeg mener, at det var noget virkeligt gedigent autolak fra Folkevognsfabrikkerne de brugte. THa: Hvem malede dem? Jeg tegnede dem oppe i Sølvgade på mit tegnebord, og de blev malet på Otto Busses Vej inde i hallerne. Det var altid dér malingen foregik. Men De blev sprøjtet af nogle andre. Jeg så dem faktisk ikke, før de stod der i grundfarven. Jeg kan huske, de var dækket til. Jeg var inde og kikke, og der hvor der ikke måtte komme maling, der havde de så afdækket. Jeg syntes, at de var ret smukke. Jeg kunne virkelig godt li' fronten. Den var ufatteligt flot. Jeg har altid været facineret af gamle biler. MY lokomotivet kunne godt minde lidt om en Volvo Amazon i sit udtryk. Den har meget karakter af et ansigt.	Den dag, 1126 er rødbrun med gult vingehjul, går Dannebrog til tops, og de rigtigt store smil kommer frem. Per Hauberg MY 1126 bliver aldrig rødbrun det vil sgu være synd Denis Schuster Petersen Den er unik Asger Petersen Endvidere skal man blot være glad for, at 1126 fortsat er aktiv og i den bemaling. Jakob Meng Hansen Jeg håber at My Veterantog vælger at beholde dette kunstværk og vil forsøge at fortælle denne historie også......hvorfor så ikke beholde dette lille klenodie som det er? Mikkel Max Fagerli-Schmidt
Da MY 1126 blev præsenteret til receptionen, havde den fået "ører" på. Små paraboler på taget. DSB billede fra Lilian Adler's samling THa: Hvilke krav var der fra DSB's side? Der var et krav om at ATCS projektet [Advanced Train Control System] skulle signaleres for omverdenen. Togene skulle køre førerløst frem og tilbage hvor de så skulle teste teknikken. Det foregik alt sammen i nærheden af Otto Busses Vej hvor jeg malede dem. Jeg forestillede mig som sagt et design med med sommerfuglelarver, og at det var et almindeligt tog, der skulle køre igennem det danske landskab. Jeg tænkte på, at børn skulle have en fed oplevelse når sådan et lokomotiv, der var udsmykket i glade farver og med smukke mønstre kørte forbi. Jeg vidste faktisk ikke hvad det handlede om fra starten. Det var noget Jens Nielsen pludseligt ringede og fortalte om. Det kom lidt som en overraskelse, for så ville jeg have grebet opgaven anderledes an fra start. Det er jeg helt sikker på. Jeg kan ikke huske hvorfor jeg lavede vognen sølvfarvet [Bhs 823]. Der er jo ikke nogen printbaner. Det er noget andet. Jeg tror måske jeg har sluppet mig endnu mere løs. Altså med 1 og 2 har jeg ligesom vist, at jeg har forstået opgaven, og på 3eren har jeg bare fået lov. 3eren's udsmykning, kunne faktisk godt være togruter, og nogle forskellige byer, der bliver forbundet med hinanden. Jeg har en tegning her. Det er det, det kan jeg da se! Jeg tror jeg har ladet mig lidt inspirere af togruter, for det har ikke så meget med printplader at gøre det her. Det kan jeg se. Dét der er helt klart et fjernsyn. Det er en eller anden form for overvågning. Det er det jeg også godt kan lide ved kunsten, når jeg slipper, og ligesom arbejder intuitivt. Det tror jeg, at jeg har gjort meget med den her. Mere end den første [MY 1126] for jeg følte, at der måtte jeg holde mig til opgaven. Der er ingen tvivl om, at dét der, det er jo sådan nogle modstande. THa: Hvor lang tid tog det at male de 3 enheder? Selve skitsen med printpladerne tog en uge. Og male den? Jeg vil tro, det tog en måned, men jeg kan ikke huske det. Det kan da godt være, at det tog tre dage at afmaske den, og så skulle jeg male det hele op til sidst. Måske tog det bare en uge? Nej, jeg syntes det tog længere tid, men det var selvfølgelig også fordi det var sjovt. Altså, det har nok været intensivt for mig at være der, fordi jeg var i gang med at male fra morgen til eftermiddag. Jeg mødte tidligt, og havde fuldstændigt frie tøjler med hvornår jeg kom og gik. Det kan godt være, at det kun har taget en uge eller 14 dage.	ATCS (Advanced Train Control System) var baseret på radiokommunikation og satellitbaseret positionsbestemmelse. Systemet var udviklet af det amerikanske firma ARINC for et samarbejde mellem amerikanske og canadiske jernbaner: jernbanen.dk mandag 06. februar, 2012, 19:49 Jeg var med og har en hel del materiale om testkørslerne, Jørleif Joensen
Lilian Adler's skitse til DSB's Bhs 823. Fra Lilian Adler's samling. Klik på billedet for at se en forstørrelse Jeg kan huske mange af DSB's medarbejdere som jeg arbejdede sammen med. De var i 50erne, meget søde og flinke, og jeg snakkede fint med alle derude. De havde en nedslidt kantine, eller det var ikke engang en kantine. Det var bare et rum, og så havde de deres madkasse og en termokande med. Det var sjovt at komme i det værkstedsmiljø og spise frokost sammen med dem. Der var en af dem, han ville flytte ned til Spanien når han gik på pension. Der havde han et lille hus han byggede på. Han var godt slidt og tilhørte den årgang, der skulle Spanien og bo og leve af pensionen. THa: Kan du beskrive den oplevelse det var, at se dine maskiner i fuld størrelse? Jeg syntes maskinerne var voldsomme, kæmpestore, og tænkte ”det må koste en formue det her”. De var jo dobbelt så høje som mig. Jeg havde det sådan, at det var lidt vildt, at jeg havde fået lov til at lave sådan en opgave. Jeg synts det var flot, at de stolede så meget på, at det kunne jeg finde ud af. Jeg var jo ikke anerkendt kunstner dengang. De havde jo ikke set noget fra mig. Jeg tror altså, at de valgte mig netop på grund af mine sommefuglelarver, som de syntes var vildt flotte. Dem som havde kikket på dem så måske, at der var gået lidt for langt tid til, at man ville bruge en etableret kunstner. De syntes, det var spændende, det jeg havde lavet. Jeg var jo lidt grøn, så jeg havde den fornemmelse, at kollegaerne på tegnestuen var mere imponeret over resultatet end jeg var. Måske fordi jeg bare gjorde det? Da projektet det var færdigt, fik jeg en køretur i MYeren sammen med Ole. Han havde lavet en aftale om, at jeg skulle ud og køre frem og tilbage i lokomotivet nogle gange. Jeg blev godt behandlet af DSB og var imponeret over deres velvilje. Det var virkeligt sjovt at arbejde på DSB's tegnestue, for jeg fik så mange sjove opgaver. Jeg fik jo også andre opgaver end lige netop det her. Jeg blev bare taget med alle vegne, også på togmesse i Hamburg [Internationale Verkehrsausstellung, juni 1988] hvor IC/3 toget blev præsenteret. Sjov gruppe, de tre fyre på tegnestuen. Jeg ved ikke hvor gamle de var. De var måske 15-20 år ældre end mig.	Bhs vognen var litreret: 80 86 DSB 9810 471-4 Ledsagevogn Tafd Ukt
"Den var kørt hele vejen igennem, hvor alle syntes, at det var et fedt projekt. Og så var der ham på toppen, der sagde ”duer ikke”. Han var designchef, og det respekterede jeg jo. Så sagde han, ”Det må vi jo finde en hurtig løsning på”. Vi gik i gang, og jeg sad med kalkerpapir og tegnede løs." Lilian Adler og Thomas Hauerslev THa: Har du fået nogle reaktioner om udsmykningen? Ja, det var dem fra min tegnestue. De syntes det var vildt flot og imponerende. De var sådan lidt legesyge omkring det. Det er jeg jo også. På Designskolen var vi generelt legesyge, for det er den måde man ligesom får det kreative frem. Man er heller ikke så højttidelig. Min far syntes det var imponerende, og min mand fik lavet en kæmpe poster hvor jeg står foran toget, som fulgte mig i mange år. Jeg har også brugt det mange gange, hvor jeg har fortalt, at jeg har dekoreret tog for DSB. Folk syntes, at det er noget særligt. Der var også lidt misundelse fra min egen designklasse på skolen. Der var nogen, der faktisk ikke kunne lide at høre om det, fordi de syntes, at det havde været lidt for sjovt. Fordi det var lidt vildt at få lov til at gøre det. Jeg kom fra en helt anden verden. Fra at arbejde med form og design, og så får jeg lov til at male nogle tog! Men altså, det har altid ligget i kortene hos mig, at jeg skal arbejde med pensel og blyant. Det har jeg gjort i mange perioder og er kommet lang med det. En dag hvor jeg stod og arbejdede på toget kom en ophidset mand forbi og råbte, at det var hærværk, og fik bekræftet, at det var mig der var bagmanden, hvorefter han resolut svarede ved at lave en ækel lyd og sendte en klam spytklat på asfalten. Han kunne lide de røde tog, og syntes det var enormt irriterende, at jeg skulle lave kunst på det. Det syntes han bare ikke var særligt fedt.
Märklin's H0 model af MY 1126, med forbilledet i baggrunden i Hundested 27. juli 2014 af Thomas Hauerslev THa: Du fortæller, at du ikke medvirkede i fremstillingen af modeltog med dit design. Hvordan opdagede du, at Märklin have lavet en model? Vi var lige flyttet til Odense og min mand så det tilfældigt i en modeltogsbutik. Det kostede 1600 kroner og han ville købe det til mig. Det syntes jeg var for dyrt [griner]. For mig var det en anerkendelse at det blev lavet som modeltog, men fordi det ikke var sommefuglelarve dekorationen, som jeg synes var original, så jeg havde lidt svært med det første tog [MY 1126]. Det var imponerende at overføre tegningerne fra det lille tog til det enorme tog. Jeg kom op omkring toget med en elevator og klatrede på udhæng. [Pakker Heljan’s MX 1021 ud] Nej hvor der den fin! WOW! Den er altså skøn. Se her, den kan jeg bedre li’. Se den her med øjnene. Jeg kan huske, at det kunne jeg rigtigt godt lide. Hvad står der der? Der står ”Lil”, der på pufferne. Det er det, jeg kalder mig. På det tredje tog [Bhs vognen], lavede jeg min signatur på taget. Jeg har mange gange tænkt over hvilken fantastisk legeplads det var, da jeg fik lov at lave det her. Der var dét der overskud og ressourcer til, at ”nu gør vi bare det her”. Det var jo ikke nødvendigt, men det er jo netop kunstens berettigelse, at man skal få smilet frem hos folk og få folk til at tænke. Kunst tilføjer ikke andet end tankevirksomhed - vel? Det er jo heller ikke fordi det forbedre togets egenskaber.
"Det er flot og prisværdigt at man ikke bare maler det hele over igen. Det er der en tendens til at smide hele historien ud i Danmark. Det er fint at man ser noget i, at ting ser anderledes ud. For der skal bare en person til, så er tingene ændret for altid.", Lilian Adler, august 2014. Foto: Thomas Hauerslev THa: Der er en kontrast imellem, at du ikke har hørt noget om disse tog i 25 år, og så er der fans derude, som syntes det er flot, det du har lavet. Hvordan oplever du at snakke om dine tog i dag? Jeg blev enormt glad over at høre, at de alle tre kører. Jeg så dem på Københavns Hovedbanegård en gang imellem, nede i graven, når de kørte forbi. Men jeg har ikke set dem i mindst 20 år. Jeg bliver enormt glad og stolt over, at de ikke er malet over eller skrottet og der faktisk er nogen, der har et forhold til dem. At jeg har tilført noget som andre føler glæde ved. Jeg jo ikke tænkt så meget over togene i alle de år. Jeg har ikke set dem siden, imens I har set dem. Der er nogle mennesker derude, som holder øje. Det syntes jeg er lidt sjovt. Og som du sagde, så var der en af dine kammerater hvor I - hver gang I fotograferede det - sendte billeder til hinanden. Det syntes jeg er sjovt. Men sådan har det også virket når jeg har lavet noget design og folk roser mig for en eller anden ting. At de faktisk får tilført noget glæde. Jeg har det på den måde at jeg går videre i mit kreative liv og så lægger jeg det bag mig. Det er jo dér, at man som kunstner føler sin berettigelse. Når man kan mærke, at man faktisk gør folk glade, så de bliver ”høje”, eller at kunsten har et liv. Når jeg har afleveret opgaven eller værket, glædes folk over de ting som jeg har glemt. Der er fuldstændigt ude af mit hoved. Jeg får også stadigvæk billeder fra folk, der har købt nogle af mine ting, og bruger dem i nye sammenhænge. Det er rart.	MF 5001 udstillet ved Internationale Verkehrsausstellung i Hamburg i juni 1988. • drehscheibe-online.de • drehscheibe-online.de

Gå: tilbage - op Opdateret søndag, 03 januar 2021 09:12:18