| |
Dieselklassikeren MY kører til Nykøbing S
Dagbogsnotater fra Dansk Jernbaneklub's udflugt til
Nykøbing Sjælland med MY 1126
|
Tilbage
til forsiden
|
Skrevet
af: Thomas Hauerslev |
Dato:
27.11.2019 |
Lørdag
den 6. juli blev borgerne i det stilfærdige Nordvestsjælland vækket af
dieselbrølet fra MY Veterantog's udflugt med DSB's dieselelektriske
lokomotiv MY 1126. MY Veterantog kørte en tur på Sjælland med et par af
DSB's klassiske røde UIC kupevogne, og med den enestående MY 1126 i den
festlige kunstneriske bemaling af Lilian
Adler. Denne gang gik turen fra Helsingør til Nykøbing Sjælland, med
flere stop langs ruten på bl.a. Københavns Hovedbanegård, Roskilde og Holbæk.
Et ekstra stop var også arrangeret ved Sommerland Sjælland's trinbræt.
Gå til Gallerier
• Peter Kjeld:
MY 1126 passerer Morsøvej med 105 km/t
• Michael Jensen: MY 1126 kører til Nyk Sj
• Thomas Hauerslev:
MY 1126 Kører til Nykøbing Sjælland
Michael og jeg havde købt billet til turen nogle uger tidligere, og booket
plads i toget. Tunge regnskyer hang lavt over København denne lørdag morgen
da jeg stod på toget i Hellerup på 09:34. En grå morgen, hvor det havde
regnet meget i løbet af natten. Ud af det grå dukkede MY 1126 og to flotte
røde Intercity vogne op. Den velkendte lyd af den store GM motor blandede
sig med fuglekvidder og den sædvanlige stationslyd af S-tog og trafik. Den
velkendte hvinende lyd af togvogne, der bremser, og så var vi klar til
afgang. Lokomotivfører Carsten kikkede ud af vinduet, og hilste venligt.
|
Læs
mere her:
Gallerier
• Kjeld: MY 1126
• Jensen: MY 1126
• Hauerslev:
MY 1126
DSB's GM/EMD Diesellokomotiver fra
NOHAB
Danske Statsbaners
nye lokomotiv litra
MY
E-maskine parkeret i Funder, 1989
Hauerslev's Nyheder om Dit og Dat
Interview og Artikler
Internet link:
|
MY
1126 ved overkørslen ved Morsøvej. Foto: Peter Kjeld
Michael og jeg tog plads i BD vogn nummer 22, kupe nummer 8. Vi havde
booket pladserne 85 og 86 ved vinduet. Umiddelbart efter at vi havde sat
igang, kom den klassiske trillevogn med kolde øl, slik og varme drikke. Vi
bestilte en kop the og en kop kaffe. Afsted mod Helgoland og Østerport,
igennem "Røret", og ankomst på Hovedbanegården. Det blå lokomotiv's runde
former matcher flot de flotte røde perronbuer. Ekkoet af lokomotiv og vogne
breder sig og publikum kikker undrende. Flere veterantogspassagerer og
dieselentusiaster stiger på toget. Ligesom os selv, skal de pleje nostalgien
fra en tid der ikke findes mere. Vi skal bare køre en tur når lejligheden
byder sig. Det gælder også gæster der skal til Sommerland Sjælland med
medbragte barnevogne. En enkelt almindelig passager tager med toget hele
vejen til Roskilde i den tro, at det er et regulært regionaltog. Han bliver
smidt af igen af det venlige personale. Illusionen er perfekt. I Roskilde
skifter Carsten lokomotivførersædet ud med en komfortabel plads i en
Intercity vogn. Jørgen tager plads på maskinen, for at køre os videre til
rejsens endemål i sommerlandet.
Næste stop er Holbæk hvor min bror stiger på. Han er aldeles dieseljomfru,
og skal sættes ind i kotyme og traditioner på turen med MY lokomotivet og de
røde vogne. Der er ikke så mange mennesker med denne dag, så der er god
plads til alle. En gang imellem opleves det oven i købet som om, at der er
mere MY Veterantogspersonle end betalende passagerer. Nogle minutters kørsel
efter Holbæk passerer MY 1126 overkørslen ved Morsøvej, hvor en
arbejdskollega har taget opstilling for at forevige toget i forbifarten.
Michael og jeg vinker ud af vinduet i de ganske få sekunder passagen tager.
MY lokomotivet skyder en respektabel fart - næsten 105 km/t.
Herefter går det i vældig fart mod Nykøbing Sjælland. I silende regnvejr
gøres stop ved Sommerland Sjælland for at afsætte nogle af passagererne.
Umiddelbart efter kører vi videre, og inden længe ankommer vi til
endestationen. Der er tre spor på Nykøbing Sjælland H, og togmaskinen skal
løbe om for at gøre klar til turen til Hørve station en time senere. Maskine
skal lave omløb for at komme i den anden ende af passagervognene. Efter
omløb, parkeres MY 1126 og de to vogne så langt ude som muligt, så der kan
gøres plads til Regionstog's lokaltog. I spor 1 er der parkeret et togsæt,
hvilket betyder, at spor to skal tømmes for dagens særtog.
|
|
Det
er blevet frokosttid, og i den lokale Fakta henter vi nogle sandwich og tre
dåser RÅ Tuborg øl. I pausen betragter vi scenariet med lokomotivet, og
vores medpassagerer. Bedst som min bror og jeg selv skulle til at nærstudere
rustpletter og trykluftslanger med vores Nikon kameraer, kommer vi til at gå
i vejen. Vi prøver ellers at undgå, at gå alt for meget i vejen for de andre
entusiaster, der er ved at tage det perfekte billede.
Det overvejende blå lokomotiv står godt til de røde vogne i den regnvåde
luft i Nykøbing. Ikke mindst er det er flot tog når det kører igennem
landskabet. Det spreder smil overalt hvor det kommer frem - og det er præcis
sådan som Lilian Adler forestillede sig for mere end 30 år siden. Det er en
festlig historie, at netop dette lokomotiv - ud af 59 - har overlevet i
denne bemaling i mere end 30 år. Alt taget i betragtning, så er denne
bemaling blandt de længst siddende på et MY lokomotiv, og absolut mest
holdbare af MY 1126's tre bemalinger (Vinrød: 1957-1978. Designmalet: 1978 -
1988). Det blå kunstværk er stadig kontroversielt, og blandt MY
dieselguerillaen i Danmark, er der stadig mange der mener, at et MY
lokomotiv skal være vinrødt, eller i det mindste designmalet.
En total opmaling i rød/sort designmaling koster i omegnen af
100.000 kroner har jeg hørt, og så skal vognkassen først istandsættes,
hvilket yderligere vil belaste økonomien. Så indtil videre er MY 1126 blå.
Malingen er dog meget slidt efter 30 års kørsel, så den trænger til en
kærlig hånd. I min begejstring over, at dette lokomotiv stadig findes,
sponsorerede jeg derfor 2000 kroner i 2014 til indkøb af blå
reparationsmaling til MY 1126. Desværre kan jeg ikke rigtigt få øje på hvor
maskinen er blevet malet endnu. Det ser desværre ud til at, at kunstværket
stille og roligt forfalder, selv om der tidligere har været taget initiativ
blandt en enkelt af entusiasterne til at få malet kunstværket op, så det
rigtigt kan få fantasien i gang, når det kører ude i landskabet.
|
|
At
dømme efter interessen for at tage billeder af togstammen, er toget meget
populært - uanset blå farve. Der bliver taget mange billeder. Mindst 250 på
denne tur. Ikke blot det klassiske "skråt fra højre", men også nedefra, fra
siden, vinkelret, kort brændevidde, lang brændevidde, billeder i regn, stærk
sol, overskyet osv. Billederne ligner til forveksling alle de andre billeder
fra tidligere udflugtsture med MY 1126 de seneste år. Men det er lige meget.
Vi er her for at dyrke nostalgien. Fornemmelsen af, at det var noget man
gjorde da man var lille eller i det mindste i '80erne. Det er ren nostalgi,
for os gamle mænd, der foretrækker kupevogne i modsætning til storrumsvogne
i de moderne "plastictog".
Mere om MY 1126
• Besøg hos "MY Veterantog" i
Hundested
• Med Østersøexpressen til Gedser
• Galleriet: Danish Class MY 1126 from
Hellerup to Kalundborg, and return
• Man skal få smilet frem hos
folk
Kl 16:09 var der afgang fra Nykøbing Sjælland. Turen gik hjem igen. Vi fik
sagt farvel til Henrik, der stod af i Holbæk. Lokomotivførerne Carsten og
Jørgen kom ind i vores kupe, hvor snakken gik i alle retninger. Bl.a. om
dette at tage billeder. Det er ikke kun af jernbaner der tages billeder af.
Carsten's hustru kunne fortælle om en nærmest endeløs række af billeder af
sten og slotte fra deres ferier. Det var en fin dag med vekslende vejr og
godt humør. Michael og jeg stod af i Hellerup, godt trætte efter dagens
næsten ni timer lange dielseloplevelse. 375 kroner kostede turen, og det var
inklusiv en gratis kop the eller kaffe, som tak for, at vi havde booket
billetten på internettet. Det eneste vi savnede var de røde pølser på
hjemturen. De matcher som bekendt farven på togvognene. Tak til MY
Veterantog for at holde denne dieselklassiker kørende til glæde for mange.
Vi ses igen .....
|
|
|
|
Gå:
tilbage
- op
Opdateret
fredag, 03 januar 2025 07:05:50 |
|
|