Stemmen Der Ikke Forsvinder
Historien om Arne Sørensen.  4. marts 1933 - 24. december 2008

Arne Sørensen 16. oktober 2005. Foto Thomas Hauerslev

Arne Sørensen døde den 24. december 2008, men vi behøver ikke at undvære ham. Hans lange liv som musiker betyder, at vi har adgang til en stor mængde lyd og billeder med ham.

Lige fra hans første pladeindspilning i 1960 til de nyere TV-udsendelser på lokalstationer.

Men der er mere endnu!

Inden sin død nåede Arne Sørensen at færdiggøre sine samlede erindringer som musiker. Det er sket i samarbejde med hans søn, der har arrangeret at Arne Sørensen har siddet og indtalt 50 års oplevelser for åben mikrofon. Den altid snaksalige, fortælleglade og højrøstede mand med den buldrende sangstemme, har efterladt timevis af sine historier på bånd.

Derefter er fulgt 5 års arbejde med at sammensætte alt dette i bogform til glæde for det efterladte publikum, der aldrig nåede at se og høre ham. Og også dem, der vil genopleve ham.

Han opnåede aldrig berømmelse, men han fik lov at lege med de store i 1950’erne og 60’erne, dengang hvor hans egne sangkvartetter ”Four Hawaiians” og ”Scantetten” mængede sig med ”Blue Boys” og ”Four Jacks” omkring på scenerne i landet. Og han fik lov at gnide albuer med mange andre kendte musikere og skuespillere gennem tiden.

Men selv var hans historie et bittersødt eftermæle om, hvor uheldig man kan være.

Der er historier fra hans tid som værtshusmusiker, der er hans periode som kirkesanger, hans forspildte chance for at blive operasanger, men det er en bog, der handler om, hvor meget man alligevel kan nå, selv om man har dårlige kort på hånden.

Arne Sørensen starter sit forord med at sige:

Tvivl aldrig på dig selv! Hvis man først begynder at tvivle på sig selv, så er der noget galt.

Jeg har, helt fra jeg var ganske ung, fået at vide at ”Det der, det skal du holde dig fra” eller ”Det der, det må du ikke!” eller ”Det der, det skal du ikke!”

Og til sidst så tænkte jeg: ”Det der skal jeg NETOP gøre!”

Og det er hans opmuntring til kommende kunstnere om, at de skal tro på sig selv og det de brænder for og ikke lade sig slå ud af andre. Men det er også et vidnesbyrd om, at hans egen start ikke var nem. De første kapitler handler om de tidlige år, hvor forældrene var imod hans sværmerier. Men det var han ligeglad med.
 

Four Hawaiians på Bakken's friluftsscene, 1965. Foto fra Steen Sørensen's samling

Jeg har været på mudrede markedspladser, jeg har været på store fine scener.

Jeg har lavet en hel del plader med eget orkester og har også spillet med på andres plader. Jeg har været i radioen, jeg har været med i nogle fjernsynsudsendelser, jeg har rejst land og rige rundt og har optrådt på blokvogne, fjællevogne, markedspladser og folkeparkerne i Sverige. Jeg har stået midt i mudderpøle og jeg har spillet på fine restauranter. Jeg har spillet på små beskidte værtshuse og jeg har stået i Tivolis koncertsal.

Ja, jeg har nået meget inden for det, jeg holder mest af: Musik. Men det har jeg opnået, fordi jeg har gjort noget SELV. Ingen skulle sige til mig: ”Det der? Det skal du holde dig fra”. Det skulle jeg nok selv bestemme. Så lad være med at tvivle. Gør det, som du vil! Selvom der er modgang, selvom det måske tager flere år. Det betyder intet. Bare mas på, så skal det nok blive til noget.

Jeg kan bekræfte, at det kan lade sig gøre.
 

Jeg havde aldrig nogensinde rørt en Hawaiiguitar den efterårsdag i 1956, hvor jeg søgte jobbet som guitarist i et Hawaiiorkester. Jeg ejede ikke sådan en, og jeg kunne intet på det instrument. Men jeg har også altid været meget impulsiv og fandenivoldsk, og derfor har jeg tit rodet mig ud i nogle mærkelige situationer. Men frækhed belønnes som regel, og det endte faktisk med, at jeg blev antaget i orkestret. Det var for alvor starten på mit liv som udøvende musiker, men det skete på sådan en besynderlig måde.
 

Klaverspil?! Det blev kun til en halv times undervisning! Jeg gik hos en pianist, der hed Wilfred Kjær. Han har da sikkert været dygtig nok. Men det var desværre sådan, at han og jeg ikke havde helt samme opfattelse af, hvordan undervisningen skulle forløbe. Jeg ville gerne spille St. Louis Blues, men det mente han var for tidligt. Og så holdt jeg op med at gå til klaverspil. For hvis jeg ikke måtte få lov at spille det, jeg gerne ville, så kunne det sgu også være lige meget.
 

Sofienlundlejren 1953. Foto fra Steen Sørensen's samling

De ankom tre mand, hjemme i min lejlighed.
Tilsyneladende må jeg have gjort et eller andet rigtigt, for jeg blev antaget.

Jeg husker datoen endnu. Det var den 4. oktober 1956, og da vi nåede hen i november måned, var jeg allerede med ude på det første job!
Jeg har så senere fået at vide, at de havde snakket om mig på vej hjem efter min prøveaften, og der var blevet sagt:

- Enten er den fyr fuldstændig åndsvag, eller også er han genial…
 

Helt tilbage i 1940'erne, længe før jeg kom i rigtigt orkester, havde jeg allerede fået mig lidt rutine i sammenspil. Jeg har blandt andet engang spillet trompet til pinsebevægelsens møder i Elimforsamlingen inde i Kronprinsensgade. Ja, grin bare, men jeg blev også smidt ud til sidst.
 

Arne Sørensen ca 1965. Foto fra Steen Sørensen's samling

Jeg fik heller ikke lov at øve ret længe derhjemme, før mine forældre låste klaveret af. Deres religiøsitet og fanatisme gjorde, at de virkede som bremseklods på mange ting, jeg gerne ville. At de gik så højt op i deres tro og i biblens ord, var jo egentlig noget, man sådan set burde respektere, men en gang imellem kunne det være svært at tage helt alvorligt.

Min farmor var sådan et sødt, lille menneske. Hun var også meget religiøs, så hun var heller ikke så meget for dette med at drikke. Men hun vidste heller ikke særlig meget om det.

Bekymret spurgte hun min farbror Thorkild:
− Thorkild… du drikker da vel ikke Bayersk øl?!
− Nej nej, mor! sagde han, − Jeg drikker kun portere.
− Nå, det var godt lille Thorkild…

Da jeg blev ældre, begyndte jeg selv at ryge og drikke, og det var min mor meget forarget over. Hun sagde en dag strengt til mig:
− Arne, du ved godt, at Jesus ikke røg!
− Ja, sagde jeg, − Men jeg ved også, at han ikke lavede sit indtog i Jerusalem på cykel.
 

Arne Sørensen kikker på de originale bånd fra hans indspilninger fra 1960-63 på plademærket Columbia. Foto fra ca 2001 af Steen Sørensen

Det hele havde en mægtig stor og markant rumklang. Har I nogensinde hørt Otto Brandenburgs første soloplade, "How the times go By", hvor han i starten af pladen alene råber: "Halleluuuuu-jah", hvor det sidste 'a' bliver hængende i et par sekunder og slår et par lange kolbøtter i luften, inden der bliver stille. Det kunne lige så godt have været et rungende hallelujah i en stor kirke, hvis ikke det lige havde været Otto. Det var det samme rumklang, vi havde på vores plader. Den blev nemlig indspillet samme sted og på samme måde.

Man brugte simpelthen bådehallen som ekkorum. Når der blev sunget, eller spillet oppe i studiet, så blev det hele transmitteret ned til en højttaler, der stod nede i hallen. Foran den stod der så en anden mikrofon, og når lyden vendte tilbage til kontrolrummet, fik man hele akustikken fra bådehallen med tilbage.

Det kunne sommetider være lidt besværligt. Hvis man var midt i en indspilning, og en af damperne kom forbi og pludselig tudede, så måtte man jo afbryde det hele og starte forfra. Og hvis der kom en eller anden forbi i hallen, der skulle på toilettet, og som ikke vidste, at der blev optaget, så måtte man også afbryde.
 

Merkurs udsendelser blev lavet ude i et studie på Adolfsvej i Gentofte. Jeg har tit siddet i studiet, mens der blev lavet udsendelser, og det kunne somme tider være ret morsomt. Der er blevet sagt og gjort mange ting foran mikrofonen, som under ingen omstændigheder ville have fundet sted i Statsradiofonien. Tonen var mere fri i Radio Merkur og speakerne tillod sig en del mere. Jeg sad en gang sammen med Niels Heilmann i studiet under en udsendelse, hvor han spillede plader med Richardos Jazzmen. Imellem numrene skulle Heilmann annoncere og speake, og mens pladerne kørte, sad vi og snakkede.

Pludselig siger jeg til Heilmann: Du, ved du hvad? Den der klarinet…har du hørt den?

Heilmann var selv en meget dygtig klarinettist, men der skulle ikke de store musikkundskaber til for at høre, at der var noget helt galt på pladen. Nummeret med Richardo, havde en klarinet, der var så hamrende, hvinende, drønende falsk, så det ramlede helt ud i storetæerne.

- Ja, sagde Heilmann, - Den er vist ikke helt ren.
- Tør du godt sige, spurgte jeg, - når du tænder mikrofonen…tør du godt sige, at den klarinet var hamrende falsk.
- Det tør jeg da, sagde Heilmann tørt.

Nummeret var slut, Heilmann tændte for mikrofonen og sagde:
- Ja…og det siges at Richardos største ønske til næste jul er en stemmefløjte.

Niels Heilmann var en vældig morsom fyr. Han spillede godt klarinet. Og så malede han. Han havde en gang solgt et maleri til Franz Harlang fra reklamebureauet Harlang & Toksvig, som var et af vores store reklamebureauer dengang. En dag var der en ledig stilling som reklamekonsulent i firmaet. Heilmann var ikke typen, der holdt sig tilbage, så han søgte stillingen. Han blev kaldt til jobsamtale, så lige pludselig sad han der foran Franz Harlang igen, og skulle nu snakke om, hvor dygtig han egentlig var som reklamekonsulent. Og der, på Franz Harlangs kontor, oppe på væggen, hang Niels Heilmanns maleri! Billedet som han tidligere havde solgt til Harlang. På et tidspunkt under samtalen siger Franz Harlang til ham:

– Du mener altså, at du har de kvalifikationer, der skal til for at sælge annoncer og sælge reklame for os?
Heilmann pegede op på sit billede og sagde:
– Ja, hvis jeg kan sælge dig det lort der, så kan jeg sgu sælge hvad som helst.
Han fik jobbet.
 

Four Hawaiians single cover 1960. Foto fra Steen Sørensen's samling

Det kan virke meget besynderligt, at man 40 år efter stadig møder dønninger af noget, der er sket for længe siden. Så mange år efter kan man stadig høre melodien blive sunget af små rollinger og høre den i nye versioner i radioen udsat for vore dages mere bastante rytmer. Lige så underligt er det at gå ned ad gaden og se en varevogn fra Pakketrans køre forbi med en kæmpetegning af en kænguru på siden af vognen. 40 år er gået, nye generationer er kommet til, rytmerne har ændret sig, tegningen er blevet mere stiliseret. Ingen tænker mere over, hvor det hele kommer fra. Men disse tilsyneladende almindelige ting dukker jævnligt op i hverdagen som et svagt ekko af noget, der er sket for længe siden. Og så undrer man sig ved tanken om, at det er noget, man selv har været med til at sætte i gang.

Vores anden singleplade i 1960 var en kopiversion af et nummer, der hed "Tie me kangaroo down Sport", skrevet og indspillet af den australske sanger Rolf Harris samme år. Melodien blev en stor succes både i England og USA, og pladeselskabet foreslog, at vi indspillede den med Peter Myntes danske tekst.
Den hed på dansk: ”Stop den lille kænguru”.

Den solgte ret godt og blev en landeplage i Danmark i 1960. Og bortset fra det, blev det en ganske speciel plade, som ikke lignede noget andet fra den tid. Og det var vel nok fordi, vi lavede en meget mærkelig slutning på den. Da pickuppen bevægede sig mod de sidste pladeriller, har mange nok fået sig en stor overraskelse. Musik og sang går pludselig hurtigere og hurtigere, som om pladetallerkenen pludselig løber løbsk, og det hele ender med en voldsom eksplosion, hvor man kan høre glasskår og andre ting til sidst drysse ned i røgskyerne.

Jeg lavede med andre ord et cirkusnummer ud af melodien for at gøre den mere afvekslende. Problemet var, at der var 6 vers, og Rolf Harris' originale version var monoton og ensformig. Jeg syntes, der burde ske noget. For det første indledte vi med et kort stykke indledende tale med musik. Derefter gik vi over i en slags halv-calypso med solo og korsang i de første vers. Og så, helt umotiveret, i sidste vers, hvor vi "rejser tilbage igen med kænguruen", der lavede vi den om til en vals! Derefter sluttede vi med et totalt ophold i musikken, hvor min vokal svæver væk i et ekko. Og så tog vi fat igen med calypsoen, men denne gang gentog vi omkvædet, hvor vi lavede en lang "hale" i studiet, hvor vi sang det samme hele tiden. Og da det skulle køres over på det færdige masterbånd, lavede vi det sidste stykke trinløst på maskinen, så det kørte hurtigere og hurtigere. Og så, pludselig, lavede vi et "cut". Her klippede vi en optagelse ind, som vi lavede bagefter, hvor vi havde lagt en eksplosion ind med lydene af ting der falder ned. Det sidste blev indspillet i studiet, hvor vi stod og smed en masse ting på gulvet, med rumklang fra bådehallen. Hvordan finder man på noget så åndssvagt? Den plade, der gav mig ideen til Kænguruen var Stan Freebergs parodi på Les Paul og Mary Fords "The world is waiting for the Sunrise". Her var en masse mærkelige effekter. Det kan vi sgu bruge, tænkte jeg, og resultatet blev også perfekt, vanvittigt og rablende anderledes. Jeg mener ikke at have hørt noget lignende siden hen på danske plader.
 

Four Hawaiians. Gruppefoto 1960. Arne Sørensen, Bent Madsen, Bjarne Nelson og Finn Andersen. Foto fra Steen Sørensen's samling

Indspilningen med Otto medførte, at jeg pludselig fandt mig selv på scenen sammen med ham som opvarmning til et af de helt store navne dengang. Selvom Otto var teenage-idol herhjemme, blegnede han en del i forhold til de knægte, der kom fra England for at give koncert i København i september 1961. Cliff Richard med The Shadows skulle optræde i Det ny Scala i Ravnsborggade, og Otto Brandenburg var på plakaten som opvarmning. Han ringede til mig og spurgte, om jeg var frisk til at tage med ind i Scala og lave "Putti Putti". Og det ville jeg da gerne.

Jeg tror, det forholdt sig sådan, at Cliff og Shadows skulle være her i tre dage og give to forestillinger hver aften. Det betød, at der var en hel del ventetid i garderoben, hvor man skulle have tiden til at gå. Pigerne hang udenfor på gaden i læssevis. De skulle jo se Otto, men de skulle jo også prøve at få et glimt af Cliff Richard. Vinduerne til garderoberne lå omtrent i jordhøjde, så pigerne stod derude og bankede på ruderne og råbte og skreg.

Vi kom ind på scenen, og det hele forløb ganske fint. En af aftenerne gik det over al forventning. Vi spillede selvfølgelig Putti Putti, og jeg afleverede mine soloer alt hvad jeg kunne, med blokspil og harmonier og flageoletter for fuld blæs, mens Otto stod og gav den som rock-stjerne. Men da vi umiddelbart efter var gået til pause i garderoben, kom Otto hen til mig:
- Du må altså lige ind en gang til.
- Ind? sagde jeg, - Hvad fanden skulle jeg gå ind efter?
- Jam, de klapper og klapper. De vil have dig ind.
- Mig! sagde jeg, - Det er sgu da ikke mig. Det er da dig, de vil have ind.
Otto var jo stjernen, popidolet, så det virkede helt forkert. Jeg forstod intet.
- Jamen, sagde Otto, - Jeg har prøvet. Det var ikke mig. Det er dig med den der…guitar, du laver.
Så gik jeg forbavset ind og solede mig i et ordentligt bifald.

Jeg havde også den fornøjelse at få en snak med Hank Marvin i pausen. Marvin var guitaristen i Shadows, og de havde på den tid også lavet flere instrumentale numre uden Cliff, hvoraf mange i dag er klassikere. Han havde sin helt egen lyd, som siden er blevet efterlignet af mange guitarister. Og ham stod jeg pludselig og sludrede med. Han var kun en knægt dengang men med en meget sikker stil og sin helt egen tone.
- Den der, du spiller på, spurgte han mig, - Hvad er det for en?

Sådan en kunne han da godt tænke sig at prøve og spille på. Og så fik vi en lille sludder om guitarspil.
Jeg lagde også mærke til hans måde at spille på. Han brugte meget vibrato, som han lavede med vibrolaen, der sad nede ved stolen på hans Fender-guitar. Men han gjorde det meget behersket, og det gav disse bløde glissandi, som mindede meget om det, man lavede på en Hawaii-guitar.
 

Arne Sørensen og Melvis omkring 1985-1990. Foto fra Steen Sørensen's samling

En af de første rigtige pionerer inden for dansk rock var Ivan Haki Haagensen, eller Melvis, som han kaldte sig. Han kaldte sin gruppe ”Melvis Rockband”, og de fik deres gennembrud ved en rock’n’roll koncert på Bellahøj i august 1959.

Jeg medvirkede på to plader med Melvis rockband. Og det var lidt pudsigt, for jeg havde jo intet med rock-musik at gøre. Men den dag, de to singler blev indspillet, er aldrig blevet glemt. En menneskealder senere var jeg på Bakken, hvor jeg rendte ind i Melvis. Vi havde ikke set hinanden siden dengang. Jeg gik hen til ham:.
− Goddaw, sagde jeg. − Kan du huske…
− Det er jo Arne! afbrød han. − Jamen du forbarmende… om jeg kan huske? Ja, det kan du tro jeg kan!!
Og så begyndte vi at snakke. Vi udvekslede gode minder fra den dag, hvor Melvis skulle indspille sine sidste to singleplader for Crescendo. Det havde han aldrig glemt.

Det var 2. juledag 1960 og det var snestorm. Melvis stod i studiet med sit rockband, men der opstod problemer. Der skulle indspilles fire sange, men de to var lidt specielle. Et mærkeligt valg var ”Hos Mor derhjemme” sammen med ”Just a Gigolo”. Melodierne indeholdt en hel del akkorder, og det gav problemer for Boogie Birge. Melvis måtte ringe efter John ”Stygge” Andreasen, og bede ham tage en taxa ud til studiet, så han kunne spille bassen i stedet for.

Men hvad lavede jeg så egentlig der sammen med Melvis Rockband?

Melody Mixers skulle synge kor, men netop den dag var Jørgen Artby forhindret i at møde op. Vi hjalp alle sammen hinanden dengang. Et af medlemmerne af Melody Mixers havde optrådt sammen med Four Hawaiians, da vi havde brug for en stedfortræder, og nu, denne 2. juledag, mødte jeg op i stedet for Jørgen Artby. Uheldigvis havde han heller ikke fået arrangeret solo-koret til ”Hos Mor Derhjemme”. Så det gav også lidt problemer inden indspilningen.
− Der er da ikke andet at gøre, foreslog jeg, − end at vi i solostykket bare synger temaet: ”Lala la laaa lah….lala la laaaa lah…”

Ingen stemmer. Bare fire mand, unisont. Og det var præcis sådan den blev indspillet, og det virkede. Og det svingede.
”Just a Gigolo” var et nummer der i 1950’erne blev gjort populært af Louis Prima. Og det var denne udgave af ”Gigolo”, som Melvis kopierede, og den var faktisk et medley. Medleyet bestod af første del af ”Just a Gigolo”, hvorefter nummeret gik over i ”I ain’t got nobody”, hvor B-stykket til gengæld er udeladt. I dag bliver det stadig fremført på samme måde som standard, og mange tror faktisk, at dette medley er hele melodien til ”Just a Gigolo”. På Melvis plade hører man en meget markant solo kor-stemme mod de sidste linier af verset. Den ligger bag Melvis’ vokal og vandrer kromatisk ned inden den mødes med resten af koret i opholdet inden ”I ain’t got nobody”. Det er mig.

Radio Merkurs programchef, Niels Heilmann var producer på indspilningerne.
Det hele blev indspillet i stereo, og det må absolut være en af de allerførste stereoplader, der overhovedet er optaget i Danmark.
 

Arne Sørensen, Thor Lindeneg, Jørgen Matts og Peter Dyring, 1965. Foto fra Steen Sørensen's samling

George Ulmer kom hjem fra Paris omkring 1962. Han skulle lave en fjernsynsudsendelse oppe fra Kystens Perle med George Svenssons orkester, og dertil havde de brug for en Hawaii-guitarist. George Svenssons orkester var meget kendt dengang, så da han ringede og spurgte, om jeg havde lyst til at medvirke som solist på et par numre, sagde jeg ja lige med det samme.

Musikken skulle ikke optages på Kystens Perle. Lydsporet skulle laves i et studie, sådan at de kunne indspille filmen deroppe med båndet som playback, hvorefter den endelige udsendelse blev færdigredigeret. Så lige pludselig stod jeg i studiet med George Svenssons orkester og George Ulmer. Og ved flygelet sad George Ulmers egen personlige akkompagnatør og tronede bag tangenterne, hans egen franske pianist, der havde skrevet alt partituret. Der blev stillet nogle noder op foran mig, og i det øjeblik gik det op for mig, at jeg havde et problem. Jeg kunne godt lidt nodelæsning på klaver, men at spille efter noder på en Hawaii-guitar!

- Tak skal du have! tænkte jeg ved mig selv, - Den klarer du aldrig!
Jeg fik nerverne i ro, koncentrerede mig, jeg fandt nogle smutveje på papiret, og så kom optællingen! George Ulmer sang og George Svenssons orkester spillede. Og de spillede, lige indtil et vist punkt inde i nummeret. Så gik de i stå! Og det gjorde jeg også. Vi prøvede det et par gange mere, og vi gik i stå på nøjagtig samme sted. Jeg kunne ikke finde ud af, hvad der gik galt, så jeg forlod Hawaiiguitaren og gik hen til George Svensson:
- Du, sagde jeg til ham, og pegede på noderne, - Det der kan jeg altså ikke finde ud af.
- Nå, sagde George Svensson, - Men jeg kan betro dig, at det kan vi andre heller ikke!
- Men hvad så? spurgte jeg. - Der er da et eller andet galt.
- Noderne må være rigtige nok, sagde George Svensson, - Det er George Ulmers franske pianist, der har skrevet det ud. Det må være os, der ikke kan finde ud af det.
- Nej, og jeg kan slet ikke! sagde jeg. - Jeg er helt på bar bund. Så må du sgu da sige det til ham.
- Nej, jeg skal ikke have sagt noget til ham. Vi må prøve at finde ud af det.
George Svensson var ikke helt begejstret for at gå hen og indrømme over for George Ulmer, at der var noget, vi ikke kunne regne ud.
- Så skal jeg sgu nok gøre det! sagde jeg og drejede om på hælen.

Jeg stak ikke op for bollemælk, så jeg gik direkte hen til den franske pianør og henvendte mig til ham:
- Excuse moir og dy skal è vant de la pissoir... (du skal løbe langt til pissoiret) og alt det der, man siger for sjov. Nej, spøg til side. Jeg kunne faktisk en smule fransk, præcis nok, til at gøre mig forståelig, så jeg sagde høfligt til pianisten, mens jeg pegede:
- Det der?! sagde jeg, - Ce le si la, je ne comprende (og hvad pokker, jeg ellers fik sagt til ham), det forstår jeg ikke. Hvordan skal det læses?
- Moment, moment, sagde han, mens han lod øjnene løbe op over de små briller og hen ad nodepapiret. Efter et øjeblik vendte han sig forbavset mod mig.
Tænk, det viste sig, at det var forkert skrevet ud! Og pianisten måtte undskylde.
Jeg gik tilbage til George Svensson, en ti-tolv tommer højere:
- Du kan godt slappe af, sagde jeg til ham. - Hans pianist har skrevet forkert. Det skal være sådan...og sådan, sagde jeg og pegede.

Og hvad resulterede denne frækhed i? Jo, George Svensson har helt sikkert tænkt, ’Hold kæft! Den mand, han er genial!’. George Ulmer stod og hviskede sammen med musikerne, og han har sikkert sagt noget i retning af:
- Hold da helt op. Han gik hen og rettede min pianist... og han havde ret! Han må være dygtig.
Hvad de end har hvisket eller sagt eller tænkt, så var jeg en helt anden person nu, end da jeg trådte ind ad døren med min lille Hawaii-guitar. Men det var desværre ikke forbi endnu.
Vi skulle videre til det næste nummer, og netop i dette nummer var jeg fortabt. Jeg prøvede desperat at finde hoved og hale i de små pletter på papiret. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Men på dette tidspunkt havde alle fået det indtryk af mig, at jeg måtte være en kompetent musiker, så det måtte jeg udnytte bedst muligt!
Denne gang gik jeg ikke hen til George Svensson. Næ, jeg gik direkte hen til George Ulmer:
- Du, sagde jeg til ham, - Det der nummer, vi skal spille nu... jeg vil godt lave det som er skrevet ud. Men jeg tror du først skal prøve det helt uden guitar.
Han kiggede spørgende på mig.
- Bare I første omgang, sagde jeg. - Jeg kan godt spille det, men jeg tror ikke at det ville passe godt med Hawaii-guitar i netop dette nummer. Prøv lige uden mig først, og hør, hvordan det lyder.
- Ja, sagde han - Det kan godt være.
Han tænkte sig lidt om. Lige forinden havde jeg jo blæret mig. Fransk pianist! fejl! Forkert!
- Ja! Det tror jeg, vi gør, sagde han, - Det er nok rigtigt, hvad du siger.
Og så spillede de nummeret igennem uden mig.
- Det er fuldstændigt rigtigt, hvad du siger! sagde han bagefter. - Vi dropper guitaren der.
Jeg var lettet! Hvis han i stedet havde insisteret på, at jeg skulle spille med, så havde jeg ikke anet, hvad jeg skulle stille op. De skulle bare lige have vidst, hvordan det egentlig hang sammen, at jeg ikke havde kunnet lave noget som helst. Fup, svindel, før dig frem med elegance, så tror de, du er en pokkers ka'l.
 

Four Hawaiians singlecover 1962. Foto fra Steen Sørensen's samling

Vi har aldrig nogensinde haft en så stor glæde ved at optræde for folk, som når vi er blevet opfordret til at komme og spille på plejehjem og sygehuse. De stakkels mennesker, de havde jo egentlig ikke noget særligt at se frem til i hverdagen sådan nogle steder. Så når vi blev opfordret til at komme og lave lidt sjov og lidt hygge for dem, så var vi parat. Der er ikke noget publikum, der er mere taknemmeligt end disse mennesker, der sidder i deres dagligdag og glor ud ad vinduet eller fletter peddigrør, eller hvad pokker de ellers foretager sig. Der sker intet i deres hverdag. Undtagen hvis der er nogen der gider at komme og give dem lidt hygge og underholdning. Når de så spørger, ”Kan I ikke godt synge den I ved nok, med Hagbart og Signe” eller hvad pokker det nu kunne være. Selvfølgelig ville vi da gerne det. Det kunne muligvis være et nummer, vi ikke havde på vores repertoire, og som vi egentlig heller ikke brød os om. Men når vi så spillede det, var det dejligt at se, hvordan det blev modtaget. At se disse gamle menneskers ansigter lyse op, at se deres blanke strålende øjne, der sagde: ”Hold op, hvor er vi glade for, at I er her!” I de øjeblikke, får man en dyb fornemmelse af, at dette at spille musik virkelig giver mening.

Jeg kan huske engang, vi skulle spille inde i De Gamles By på Nørre Allé i København. Vi havde parkeret bilen med vores grej og gik indenfor for at sondere terrænet. Vi skulle finde ud af, hvor vi skulle stå og optræde, og vi skulle tale med personalet om de praktiske ting.
- Nå, det er godt I kommer, sagde damen til os. - For de har ventet på jer
- Nå, fint, svarede jeg. - Nu er vi her.
- Ja, men, fortsatte hun, - I bliver nødt til at hilse på ham derhenne.
Vi kiggede ud på trappen.
- Han har siddet her siden i morges, forklarede hun.
- Fra i morges? sagde vi forbavset.
- Ja, han havde fået at vide, at I skulle komme. Og lige fra i morges, efter at han havde været i bad og fået morgenmad, så satte han sig herud. Han har ikke engang spist frokost. Han har siddet lige siden og ventet ved den trappe, I skulle komme op af!
Det blev vi meget rørt over, og vi gik ud til ham for at hilse på ham. Og da han så os rejste han sig langsomt op, godt tynget af mange leveår, og rakte os sin runkne hånd:
- Goddag... jeg har glædet mig meget til at se jer.
Det var vi meget rørte over.
 

Four Hawaiians gruppefoto 1960. Foto fra Steen Sørensen's samling

Så skulle der stilles op til vores optræden. Det skulle foregå inde i en fællesstue, hvor de til dagligt sad og drak deres kaffe og gloede ud ad vinduet. Men denne dag skulle der være musik, og det var noget helt særligt. Så alle ville gerne være tilstede, og det gav problemer. For de kunne jo ikke alle sammen være inde i stuen på én gang. Der var også de sengeliggende, som ikke kunne gå. Men det var heldigvis sådan, at der var glasvægge ind til stuen, hvor vi skulle underholde. Så de blev i deres senge placeret uden for glasvæggen i en række ude på gangen, så de kunne kigge ind. Vi stod klar, mens folk placerede sig, som de nu bedst kunne. Vi stod og betragtede alle disse mennesker, der kom ind, nogle gående med stok, andre i rullestol mens de møjsommeligt kæmpede sig ind i stuen. Alle disse forskellige skæbner, nogle indskrumpede, nogle uden ben, andre uden en arm og dem, der simpelthen måtte ligge udenfor i deres senge. Nogle kom op at skændes, for alle ville jo være så tæt på som muligt for at se os. Det var et værre gedemarked, disse gamle mennesker, der var blevet som små forventningsfulde børn igen. Vi startede så med at spille og synge. De blev så ivrige og henrykte, og på et tidspunkt måtte vi stoppe, for pludselig var der tumulter ude på gangen. En af de sengeliggende ville prøve at rejse sig op, så han bedre kunne se os, og så røg han ud af sengen. Han lå ude på gangen og rodede rundt. Vi måtte holde en pause, for personalet skulle jo ud og have ham hevet op igen. Alle de ting, der skete omkring os, berørte os dybt, mens vi stod og spillede. Jeg kan ikke huske, hvor lang tid vi lavede, måske en time eller halvanden, men vi havde så mange, mange indtryk bagefter. Det var slut, og vi gik og ryddede op og rullede ledninger ind.

- Sig mig engang, sagde jeg, - Hvor i alverden er Erik henne?
Vi var kun tre, der gik og pakkede sammen. Erik var pludselig væk, og de andre havde ikke set ham. Men han skulle jo også lave noget, så jeg gik ud for at lede efter ham. Jeg var irriteret på ham, for han var i forvejen en særegen type. Jeg vil ikke sige, at han var selvoptaget, men han var ofte sig selv nok, og kunne godt virke lidt overlegen. Jeg gik og sparede sammen til en lille skideballe. Pludselig kom jeg til at se ind på et af værelserne, hvor der sad en fyr i hjørnet. Det var Erik!
- Erik! Hvad laver du?! spurgte jeg og gik ind til ham.
- Jeg må lige komme mig over det her, snøftede han, - Jeg kan ikke tage det!

Erik sad og tudbrølede. Det hele havde rørt ham så meget, og han havde ikke kunnet tage alle indtrykkene. Menneskene, deres skæbne, deres taknemmelighed, det hele. Han måtte finde en krog, hvor han så satte sig til at græde.
Vi andre var også utroligt berørte; at man kunne glæde mennesker på den måde. Det oplevede vi mange steder rundt omkring, men denne episode med Erik står tilbage som noget særligt.
 

Scantetten singlecover 1967. Foto fra Steen Sørensen's samling

Jeg skulle bruge tre mand. Jeg havde indrykket en annonce, og den første jeg fik henvendelse fra var en, der hed Leo Karpantschoff, eller Carpato, som han valgte at kalde sig. Leo havde spillet bas i Ib Renards orkester, som var et af landets bedste, og han havde desuden mundharmonika som speciale. Det skulle snart vise sig, at han var ekspert i mundharpe ud over alle forventninger. Den næste jeg fik forbindelse med var Bjørn Thorsøe. Han var guitarist i Frederiks orkester, ja, den ”Frederik” der tidligere havde været trommeslager i Svend Asmussens kvintet i 1940’erne. Bjørn havde desuden også været med i Ejvind Brecks orkester og kunne spille flere instrumenter. Som bassist fandt jeg Søren Ziegler, som i flere år været med i Canto kvartetten og havde optrådt flere fine steder, bl.a. Marienlyst, Kystens Perle og mondæne etablissementer i Sverige.
Så lige pludselig stod jeg som leder af en kvartet, der foruden jeg selv bestod af tre garvede og professionelle fyre. Jeg kaldte det for Scantetten. Og hvorfor nu det? Jo, det var jo en kvartet, kvar-tetten, som kom fra Scan-dinavien. Sådan blev navnet tryllet frem.

Jeg greb telefonen og ringede til min gamle producer, Smut, som jeg kendte fra (Skandinavisk Grammofonselskab) Imudico. Han var i mellemtiden gået over til pladeselskabet TONO.

- Hør her, Smut, sagde jeg. - Jeg har lavet noget helt nyt, en ny kvartet. Kan du ikke lige sørge for, at vi får lavet noget indspilning ovre hos TONO.
Og jeg forklarede ham så, at de folk, jeg havde samlet, ikke kom ude fra den syvende kartoffelrække. De var alle folk inden for branchen, og de vidste, hvad det drejede sig om.
Mit bekendtskab med Smut gjorde således, at vi nu havde et grammofonselskab bag os.
Vi satsede højt fra starten, fordi vi ville være noget

Lille Leo Carpato havde nogle helt formidable og fantastiske talenter med hensyn til at spille mundharmonika. Toots Thielemans sagde engang, at Leo var Europas bedste mundharpespiller. Og det var ingen overdrivelse! Han kunne spille på den mundharmonika, så guderne måtte sig forbarme. Han kunne improvisere, han spillede jazz, så det væltede ud af ham. Men hvad der gjorde det endnu mere imponerende var, at han brugte en lille bitte firehuls "Hohner" på størrelse med en halv tændstikæske. Små femhuls-harmonikaer var meget almindelige dengang, men nej, han spillede på en firehuls! Og det var naturligvis helt oplagt, at vi serverede instrumentale indslag, så Leo kunne stå og lyse op på scenen som det kæmpetalent, han var. Vi spillede og sang svingnummeret ”Dinah”, og så kom han ind med en forrygende solo – på en firehuls Hohner! Men ikke nok med det... så skiftede vi toneart! Og… han fortsatte med hænderne i lommen, mens harmonikaen sad oppe i flaben på ham.
 

Scantetten fik ry for at være et meget dygtigt sangensemble, og det var blandt andet grunden til, at vi fik tilbuddet om at lave det vokale arbejde til det danske lystspil ”Martha”, som var spækket med de mest populære skuespillere på den tid: Poul Reichardt, Poul Bundgård, Helge Kjærulf Smidt, Ove Sprogøe, Morten Grundwald, Preben Kaas og jeg kunne blive ved. Filmen er i dag blevet til en kult-film. Vi skulle være baggrundskor til de forskellige skuespillere, der også sang. Men først og fremmest var der gennemgående sange som underlægning i hele filmen. Vi skulle blandt andet lave en meget morsom en, der skulle være underlægning til nogle stumfilmsagtige scener, hvor de gik og ryddede op på båden. Skibsrederen beordrede båden gjort i stand, for der var ikke malet eller ryddet op i årevis, og alt var forfærdeligt om bord. Og pludselig så fik de jo travlt. Bent Fabricius Bjerre havde skrevet musikken til filmen, men da vi stod i studiet sammen med ham og skulle indsynge denne sang, opstod der et par små problemer.

- Jeg har desværre ikke fået skrevet noder ud til jer, sagde Bent Fabricius.
- Men, fortsatte han, - Hvis jeg nu lige spiller de her temaer for Jer, kan I så huske dem.
- Selvfølgelig, svarede vi. - Det kan vi da.

Og det kunne vi, for som jeg tidligere har nævnt, så er noder ikke en forudsætning for at lave musik. Det gælder først og fremmest om gehør og musikalitet. Så kan man nå langt.
Men det næste problem fremgik tydeligt, da vi så teksten. Det var en meget hurtig melodi, og den skulle synges ud i én køre, så det lød som om, at vi slet ikke trak vejret på noget tidspunkt. Teksten lød sådan her:
 

Scantetten. Foto fra Steen Sørensen's samling

”Martha, Martha, man må møde
mange mærkelige mennesker,
men måske man mener Martha, mødte meget mærk’li mand
med mange meningsløse meninger
og man måber måbende med munden,
mens man mumler ’Mamma Mia’, midt i Marthas møg
Med mismod må man morakke
Med Marthas mange mangler, men
måske må Middelhavet modta’ mange mænd med mavesår
Med medbragt malplaceret mestermine – mønstrer mesteren med mellemrum
maskinen, messen, mandskabsrummet med mere,
Mens man maser, mens man moser,
Mens man mildest talt med møje mosler
Magtesløs med mønje mellem messing, mug og makværk
maler møbler, møder modstand, mangler midler mod
migræne, møl og møg og margarine
Mon man mangler mange minutter
Mange mennesker mister modet, mister maven, mister lysten
Når de sidder midt i rodet
Og er mange mil fra kysten aaaaf…”

Velbekomme! Og desuden var det så uheldigt, at vi ikke var fuldtallige. Jeg husker ikke hvem, der ikke kunne møde op i studiet, men vi var kun tre mand til at indsynge det! Heldigvis var Preben Kaas også i studiet på det tidspunkt, og han var frisk nok til at springe ind og være fjerdemand. Vi indsang således nummeret som kvartet, og det lød fuldstændigt som om, vi havde indsunget det uden pauser. Løsningen var, at vi faktisk kun var tre, der sang hele tiden. Vi gjorde det på den måde, at de tre sang, mens den fjerde fik lov at trække vejret. Derefter faldt han ind igen, mens en anden fik lov at gå fra og få et par mundfulde luft. Og sådan skiftedes vi hele tiden, indtil sangen var færdig. Det imponerede sgu alligevel Bent Fabricius lidt, at vi klarede den, og også, at vi indsang tingene uden at have noder til dem.
 

En hellig messe er jo en dybt alvorlig ting. Men det kunne ikke undgås, at det for os korsangere oppe i pulpituret efterhånden blev meget rutinemæssigt. Vi burde jo følge messen meget nøje, men det blev til tider vanemæssigt og somme tider næsten som et almindeligt job, der bare skulle overstås. Koret i Jesu Hjerte Kirke bestod, foruden mig selv, af nogle meget gemytlige personager, og deroppe, bagest i kirken, hvor menigheden ikke kunne se, hvad der egentlig skete, foregik der af og til nogle sære ting, som ikke havde ret meget med højmessen at gøre. Det var for eksempel sådan, at der under messen var nogle ophold, hvor koret ikke skulle lave noget. Og når de ophold kom, ja, så var der nogen, der strøg lydløst ud af døren, ned ad trappen og over på den anden side af Stenosgade, hvor Hølmers Bar lå. Den ene blev stående ude på gaden og holdt vagt, og oppe i vinduet i kirken stod en anden, så de kunne signalere til hinanden.

Og så, få minutter inden ”Credo” skulle starte, blev der givet tegn i vinduet, og fyren der holdt vagt på gaden, gik indenfor på værtshuset og hentede de andre. Hen over gaden, op ad trapperne, ind ad døren til pulpituret og så var alle mand parate og på plads.
Præsten sang:
- Crédo in únum Déee-um…
Og koret svarede:
- Pátrem omni-pot-éntem faaactó-rem caé-li et térrae visibilium ómni-um et invisibili-i-ium.

Og en dag gik det selvfølgelig galt. Det skete under en messe, der blev holdt af en præst, der hed Knud Åge Nielsen. Her skal det lige nævnes, at Pater Nielsen sjældent selv gik af vejen for en lille én, og det er da også sket, at han selv har lavet sit eget opsøgende menighedsarbejde på den lokale bodega over en pot billard eller to efter messen. Men her i kirken, iført messeklæder, var det alvor. Tiden nærmede sig inden Credo, og der var blevet givet tegn over til Hølmers Bar. Pater Nielsen stod i kirken og gjorde klar til at intonere. Og så begyndte han at synge:
- Crédo in únum Déee-um…
Men der skete ikke en skid. Fordi: Døren til kirken var låst! De kunne ikke komme ind. Pater Nielsen stod nede foran alteret og ventede. Og så forsøgte han igen:
- Crédo in únum Déee-um…?!
Tavshed. Ikke en lyd. Så måtte han selv fortsætte, mens vi andre stod udenfor og trippede.
 

Luthersk Missionsforening, Ungdoms-sommerlejr 1946. Arne Sørensen med sin trompet som nummer 4 fra venstre på bagerste række. Foto fra Steen Sørensen's samling

Klik på billedet for at se forstørrelse

Den latinske fremførelse af liturgien er næsten lige så gammel som kirken selv, men det kunne ikke undgås, at der efterhånden blev udtænkt små morsomheder, som vi stod og fyrede af og fnisede over i al stilhed, mens messen fortsatte nedenunder os.

Liturgien i den katolske messe, selve den måde, den blev celebreret på, blev lavet om i 1970. Og det betød, at der var nogle steder, hvor vi skulle være opmærksomme på ændringer. Blandt var der et sted, hvor man siger: ”Herre, jeg er ikke værdig til, at du går ind under mit tag. Men sig kun et ord, så bliver min sjæl helbredt.” Det sagde koret TRE gange, og stadig på latin:
- Dómine, non sum dignus, ut intres sub tectum meum: sed tantum dic verbo, et sanábitur anima mea!

Men så blev liturgien lavet om, og nu skulle man kun sige det én gang. Og det havde vi også fået instrukser om af vores kantor Bredahl:
- Husk nu lige, at når ”Domine non sum dignus” kommer, så er det kun én gang!
Så alle var opmærksomme på det. Også jeg. Men jeg glemte det alligevel.
Vi nåede til kommunionen:
- Dómine, non sum dignus, ut intres sub tectum meum: sed tantum dic verbo, et sanábitur anima mea! lød det samstemmigt fra koret.
Men efter et par sekunder begyndte jeg igen:
- Dómine non sum....
- KUN EEN GANG, DIN IDIOT! skreg Jens, så det kunne høres i hele kirken!

Men en søndag blev menigheden vidne til det værste inferno, der måske nogensinde er blevet blæst ud af orgelpiberne. Og det var min skyld.
Bredahl havde alle koralbøgerne stående foran sig. Det var nogle kæmpestore og tykke nodebøger, og de var stablet op på noget, der nærmest lignede en større reol. Var han færdig med den ene bog, blev den flyttet, og bagved stod så nogle nye opslåede koralbøger. Det var et mindre bjerg af et bibliotek, han havde stående. Vi skulle synge et kor, og jeg henvendte mig til Bredahl:
- Kunne vi lige få lov at låne noderne et øjeblik?
- Ja, de er her, sagde Bredahl, mens han baksede med sit orgel.

Han var ved at gøre klar til næste orgelstykke, og dertil skulle han bruge fuldt manual! Han havde sat orglet til fuldt værk, da jeg vendte tilbage med noderne og skulle række dem tilbage til ham. Men idet jeg rakte hen over orglet kom jeg til at støde til den inderste af disse koralbøger. Jeg skal aldrig glemme udtrykket i hans ansigt. Den inderste bog tog fat i den næste, som tog fat i den næste og den næste igen. Bredahl gloede op! Han kunne ikke standse lavinen, han kunne ikke nå at fange alle disse koralbøger, der væltede ned mod ham som et større bjergskred. Og de buldrede ned over alle klaviaturerne. Der var jo fuldt værk, så det hele bragede ud i hele kirken. Hvad har folk ikke tænkt?
 

Arne Sørensen 1976. Foto fra Steen Sørensen's samling

Da vi havde spillet og kæmpet os gennem denne første aften og endelig skulle pakke sammen, så sagde jeg til mig selv og Niels.
- Ved du hvad. Her har jeg været to gange. Første og sidste. Jeg kommer her ALDRIG mere!
Men det endte med, at jeg blev der i 8 år!

Nu skal det endelig ikke forstås sådan, at jeg har noget særligt imod værtshuse, for der har jeg da altid godt kunnet lide at komme. Men der var dette med ”Nøren”, at det var et sted, hvor folk væltede ind, lige nøjagtig fra fyraften i deres møgbeskidte arbejdstøj og hældte bajere i sig. Og her var også velbesøgt af ”pigerne” og alle de øvrige skumle personager, der gjorde atmosfæren usikker og ubehagelig. Desuden var der de almindelige fulderikker, der skar gennem luften med deres råben og skrigen for ikke at nævne håndgemæng og slagsmål. Og i øvrigt var klaveret rædselsfuldt at spille på. Jeg er ikke nogen Arthur Rubinstein, men jeg kunne godt mærke, at det var fuldstændigt håbløst. Men så sagde Helge:
- Hvis nu I bliver her... så får du lov at gå ud og købe et rigtigt klaver.

Jeg spillede dernede en aften mere. Og endnu en. Og pludselig gik tiden, og den ene aften fulgte den anden. Og jeg fik også bestilt klaveret. Det skulle være et godt klaver, det skulle være med jernramme og krydsstrenge, og det skulle være et underdæmpet klaver. Det blev også leveret, men der var ikke meget plads at stille det på.

Den første estrade, der var beregnet til mig, var arrangeret på den måde, at jeg lige kunne få stablet et klaver op sådan, at jeg sad med ryggen ud til publikum. Det var jo ikke særlig praktisk. Og især ikke når jeg sad der med bagen og strittede ud mod dansegulvet og fik det ene skub i ryggen efter det andet. Og alle de piger, der gik forbi, de skulle alle sammen hen og nive mig i bagi.

Men så var der også de faste populære indslag, Frelsens Hær for eksempel. De var jo sikre; man vidste, at de kom regelmæssigt forbi. Pludselig kunne døren gå op, og så kom frelserpigerne ind i deres uniformer og stillede sig op og sang og spillede. Den var god nok, og de blev altid vældig godt modtaget. De var altid velkomne på et hvilket som helst værtshus i hele København, og alle kunne lide dem. Der stod de så og sang ”Barnetro” mens de forskellige sad rundt omkring ved bordene og hang over deres bajere og fik våde øjne, mens mundvigene begyndte at hænge mere og mere nedad...”moaar!”. Og så sang de ”han skal åbne perleporten”, mens der blev hulket lidt rundt omkring. Alle de fordrukne stoddere og ballademagere, de sad og græd ned i deres øl. Og når pigerne var færdige med deres lille optræden, fik de som regel et par skillinger med fra gæsterne. Frelsens Hær var velkomne, de var en del af værtshuset, de var en glemt mor fra fortiden, de var et pust fra oven uden bebrejdelser, de var et oplivende indslag, og dem var der ingen, der skulle røre.

Der kunne komme andre frelsere ind og begynde at dele små pamfletter, papirstykker, ud, hvor der stod skriftsteder fra Biblen, men jeg tror nu aldrig jeg har set Jehovas Vidner dernede, selvom de jo ellers er alle steder. Heller ikke Mormonerne. De gør ellers begge meget ud af opsøgende arbejde, men det kan selvfølgelig skyldes, at tusindårsriget i deres terminologi ikke omfatter gæsterne fra Ingeniørcafeén og lignende steder.
 

Bartendere må stå trofaste og tålmodige og lytte til alt muligt. Folk der hænger i baren og udøser deres hjerte med brok, ballade og problemer. Det er fuldstændig ligesådan med musikeren, der sidder bag klaveret. Her føler gæsterne med det samme, de kan komme hen. Her kan de komme og betro sig. Men ingen lytter til pianisten, kun hvad der kommer ud af klaveret. Hvem tænker på hans problemer? Der kom lommetyve hen til mig, der kom branderter hen til mig, fordrukne eller uforståelige. Der kom mandfolk, også plakatfulde, hen til mig, som havde det ad hekkenfeldt til med kone og børn, og jeg bandede højt inden i mig selv:

- Hvorfor fanden kan de ikke holde sig væk!!
Det var forfærdeligt. Men det værste jeg husker, det kommer nu. Blad videre, hvis I er sentimentale. En dame kom ind ad døren, meget blufærdig, og med hovedet næsten helt nede ved gulvet. Jeg kunne se, at hun ikke hørte hjemme her. Hun havde helt sikkert stået udenfor og samlet sig sammen, inden hun turde tage i håndtaget og gå indenfor. Hun gik rundt ved bordene med noget i den ene hånd.
- Gad vide, hvad hun sælger? tænkte jeg.
Til sidst kom hun hen til mig. Stille og forsigtigt nærmede hun sig og jeg kunne se, at hun havde et fotografi i hånden.
- Undskyld, jeg forstyrrer, sagde hun stille, - Men... måtte jeg vise et billede.
- Ja, det må du da, sagde jeg.
Det var et fotografi af en pige. Og hun var ikke mere end 14-15 år gammel.
Damen spurgte høfligt om jeg mon havde set den pige hernede.
- Næ, sagde jeg, - Det har jeg ikke.
Det har man jo ikke. Man har ikke set noget, man har ikke hørt noget, og... sådan er det bare. Man vidste jo en del, men - jo mindre man vidste, jo mindre man snakkede om det, jo bedre var det. Men jeg havde faktisk ikke set pigen.
- Nej desværre, sagde jeg.
- Det er min datter, sagde damen. - Jeg har ikke set hende i flere uger.
Og så stod hun og græd.
- Jeg kan ikke finde hende.

Jeg kunne intet gøre. Damen forsvandt videre ud i gaderne for at fortsætte sin søgen, og jeg ved ikke, hvad den historie endte med. Men at se en mor stå sådan, grædende, med et billede af sin lille pige... det var frygteligt. Det har jeg aldrig glemt. Efter så mange år, jeg kan ikke lade være med at græde, når jeg tænker på det. Den dag i dag bliver jeg så berørt af det.

Helge fik efterhånden arbejdet ingeniørcaféen op til, at det blev et sted, hvor folk gerne kom, når de forskellige steder rundt omkring lukkede. Han havde fået sin natbevilling, så i stedet for at arbejde der fra kl. 20 til 24, så kom vi til at arbejde fra kl. 22 til omkring 5 om morgenen. Det var en kolossal omvæltning, og da jeg gik på arbejde om dagen, kunne jeg til sidst dårligt overkomme det. Rutinen Jeg arbejdede om dagen fra klokken 8 til klokken 4, derefter var jeg nede og sove lidt på mit ”værelse”, inden jeg blev banket op og skulle ind og underholde. Derefter et par timers søvn, og så på arbejde igen klokken otte om morgenen. Det var jo helt vanvittigt, og jeg kørte mig selv fuldstændig ned.
Og der har været perioder, hvor det hele var noget rigtig lort, for at sige det rent ud og på godt dansk. At sidde og spille til alle disse ludere og lommetyve og besynderlige eksistenser. Til sidst kørte tankerne rundt i knolden på mig: Nej! Jeg orker det ikke mere.
 

Johnny Jensen og Arne Sørensen. Foto fra Steen Sørensen's samling

… dengang, han endnu var knægt, var han stor fan af os, og han hang foran radioen, når vi blev spillet. Han gik så vidt som til at opsøge mig privat. Efter en snak i telefonen, stillede han forsigtigt hjemme i min lejlighed med et spolebånd, som han afleverede. Han ville være så glad, om ikke vi ville indspille et par numre til ham, næste gang vi havde øveaften. Det var jo ikke til at stå for, så det lovede jeg ham. Men han fik aldrig sit bånd. Den dag, hvor han kom for at hente det, havde vi øveaften, og det var lige netop en aften, hvor jeg var i rigtigt lortehumør. Ingen af gutterne havde lavet, hvad de skulle hjemmefra, og jeg hang oppe under loftbrædderne i raseri. Igen måtte naboerne et par gader væk lægge øre til vredesudbrud, der fik vinduerne til at klirre og duerne udenfor til at forføje sig væk i en fart.

Og til sidst eksploderede jeg:
- … og så kan I rende mig i røven!!
Og da var det, at jeg tog klaverbænken og kylede gennem stuerne, lige fra den ene ende til den anden, hvor den ramte ned med et brag. Og i det samme ringede det på. Døren blev revet op, og derude stod lille Johnny og spurgte forsigtigt, om han måtte få sit bånd.

- Du må skrubbe ad helvede til!! råbte jeg, så det rungede i hele opgangen.

Det har Johnny aldrig glemt mig for. Jeg så ham ikke siden den aften, og først mange år senere mødte jeg ham igen. Han har endda nævnt det i et interview i en lokalradio ovre i Jylland, hvor jeg også var tilstede. Vi spillede sammen på det tidspunkt, og vi kom under interviewet til at snakke om gamle dage, og hvor længe han havde kendt mig.
- Ja, sagde Johnny, - Det er mange år siden. Og han skylder mig stadig et bånd!
 

John Lassen, Arne Sørensen og Lissi Parkinson. Foto fra Steen Sørensen's samling

Lissi dukkede pludselig op ud af den blå luft, mange, mange år senere, kort tid før jeg mødte John Lassen i Ølandshus. Jeg var en dag i Ullerup til kræmmermarked, hvor jeg gik rundt. Ullerup Kræmmermarked er et af de største, der findes herhjemme, og det er næsten umuligt at finde hinanden igen, hvis man bliver væk. Så derfor var det endnu mere mærkværdigt, at vi pludselig rendte ind i Lissi, som gik rundt alene derude. Og så mange år efter.

- Hvad fa’en! sagde jeg til John en aften. – Kender du hende?!
- Ja…
- Nå! sagde jeg, – Det var da sjovt. Hende har jeg kendt siden jeg var 13 år. Vi kom sammen i skolen, vi var gamle skolekærester,
Så begyndte John at skumle lidt.
- Nå men, hende skal jeg altså have fat i, gryntede han.
- Du har jo Mona, sagde jeg.

Men John ville absolut have fat i Lissi.
- Så skal du sgu være hurtig, sagde jeg til ham, – For det kan være, jeg får fat i hende før dig.
Så blev John meget underlig til mode. Men på det tidspunkt havde jeg jo Bente, så det var jo bare for sjov.
Lissis tre børn var blevet voksne. De hedder Lei, Lupe og Lani Moe. Musikken er blevet i familien.

Jeg var blevet træt af at optræde med Johnny, og jeg kunne ikke rigtig vide mig sikker på, hvordan det skulle gå fremover. Men jeg kunne ikke undvære musik, og da jeg nu havde kontakt med Lissi, som stadig sang, og John, som spillede lidt guitar, så var det meget nærliggende, at vi tre kunne prøve at lave musik sammen.

Johnny havde trappet ned på grund af sin sygdom. Hidtil havde han haft et voldsomt program, hvor han optrådte meget, også uden mig, og det var også med til, at han til sidst nærmest var brændt ud. Så jeg lavede jobs sammen med Lissi og John. Vi kaldte os først Montana, for det syntes jeg var et meget typisk western-navn. Men vi kunne ikke bruge navnet, for der var i forvejen nogle, der kaldte sig Montana.
– Nåh, drævede John, – Så må vi jo finde på noget andet. Helt spontant…

Og det var præcis, hvad vi gjorde. John var ret fiks uden selv at vide det. Montana + spontan, det blev til Spontana, og det var et fint navn.
 

Arne Sørensen og nytårsaften et ukendt år. Foto fra Steen Sørensen's samling

Jeg sad og spillede lidt jazz dernede. Eller rettere sagt: Deroppe. Man kunne se ud over hele oplandet fra 40 meters højde, med panorama ud over Roskilde Fjord. Det var en meget fin restaurant, og det var et sted, hvor man ringede og bestilte bord i forvejen. Der var en fornem reception med en pult og en kalenderbog, og når så telefonen ringede, så gik Jørgen eller Anne Lise, eller en anden hen til telefonen og modtog bestillinger:

- Restaurant Toppen. Godaften… et bord til fire, lad os lige se… lige et øjeblik. Ja, det kan vi godt skaffe. Med udsigt over fjorden? Det kan vi godt, ja. Det skal vi nok... farvel
Og kort efter blev der ringet op igen,
- Restaurant Toppen, godaften... ja, hvornår siger De... den 26.? ja, lige et øjeblik, så skal jeg prøve at se efter.

Det var Restaurant Toppen. Tæpper på gulvet, fine gæster og bordbestillinger nu og da, mens jeg serverede klavermusik i baggrunden. Og der sad jeg og underholdte i et par år.

En dag ringede telefonen hjemme hos mig selv, og det var Jørgen fra ”Toppen”.
- Du må komme herned! sagde han.
- Det kan jeg ikke, sagde jeg. - Jeg sidder midt i noget familiehalløj.
Jeg havde fri, og Bente og jeg havde familiebesøg. Hendes søn var der foruden nogle stykker flere, og vi sad og hyggede os, og havde også fået en del at drikke. Jeg selv var halvberuset, og det var virkelig en hyggeaften, som jeg ikke kunne forlade.
- Du må altså komme herned, sagde Jørgen. - Vi har en kabaret, og den går ad helvede til.
- Det kan ikke lade sig gøre, sagde jeg. - Hvad foregår der egentlig?

Jørgen og Annelise havde lavet et fint arrangement på Toppen. Gæster var ankommet med busser og havde fået mad. Derefter skulle der være kabaret, og den blev fremført af skuespillerne Willy Ratnow og Hugo Herrestrup sammen med Jan Sangenberg, alle kendte og respekterede navne i dansk underholdning. Men, kabareten tegnede til at blive en mægtig fiasko.
- Willy Ratnow? sagde jeg, - Og Hugo Herrestrup? Hvad er der galt med det? Det kører da vel godt nok?
- Nej, sagde Jørgen, - Folk gider ikke at høre på dem.
- Nå, sagde jeg, - Det er jo ikke så godt.
- Du må komme ned at spille, sagde Jørgen.
- Det kan jeg sgu ikke! sagde jeg. - Jeg sidder her med familien. Jeg kan ikke bare tage af sted.
Men Jørgen opgav ikke så nemt.
- Du bliver nødt til det. Folk er meget utilfredse.

Stemningen på Toppen denne aften var slet ikke til kabaret og lødig underholdning. Folk var i festhumør, og Jørgen havde ingen anden udvej end at ringe efter mig.
- Nu skal jeg sige dig en ting, sagde jeg, - Bente sidder her, hendes søn er her, og vi er altså nogle stykker flere. Jeg kan ikke uden videre bryde op. Men hvis du vil have det, ved du så hvad du skal gøre? Så bestiller du en taxa til os. Du betaler en vogn derned og hjem igen, når vi er færdige.
- Det er helt i orden, sagde Jørgen.
Så vi tog alle sammen en taxa til Roskilde på Jørgens regning.
Og vi kom op på Toppen og gik indenfor. Og derinde rendte Willy Ratnow rundt sammen med Hugo Herrestrup og lavede kabaret. Jan Sangenberg sad og spillede klaver, mens de tossede rundt, men folk var utilfredse. Jeg fik overtøjet af, og Anne Lise kom hen til os:
- Arne!! Du må gå ind, sagde hun. - Jeg siger til dem, at de godt må stoppe og gå med det samme. Så må du gå ind og underholde.

Jeg stod faktisk i en halvbrandert. Jeg havde jo siddet derhjemme og drukket bajere og hygget mig.
- Er du nu sikker? spurgte jeg. - Jeg er altså ikke helt appelsinfri... og de derinde, de er jo i gang.
- Gå ind! sagde hun, - Du må gå ind og underholde dem. Gå ind og sig noget! Gør et eller andet! Lige som du plejer. Jeg går ind og siger, de andre skal ud nu
Og så blev de smidt ud! Willy Ratnow og Hugo Herrestrup måtte stoppe, og de var sure. Hvad jeg mon bildte mig ind? Og Jan Sangenberg, som jo er hundrede gange dygtigere på et klaver, end jeg selv nogensinde selv kunne drømme om at blive! Han var professionel musiker til fingerspidserne. Så hvorfor skulle dette her nu ske? Forklaringen er ganske simpel og frygtelig banal.
- Gå ind og underhold dem, sagde Anne Lise da hun kom tilbage. - Sig noget til dem. Bare spil noget for dem, lav noget fis med dem, som du plejer at gøre. Gå ind og lav noget skæg og ballade.
Der var ikke andet at gøre, end at jeg måtte gå ind. Og, jeg HAVDE faktisk en ordentlig brandert på, når det nu skal siges rent ud. Jeg var godt pløret, da jeg kom ind og satte mig ved klaveret.
- GODAFTEN! sagde jeg højt. Og når jeg er i godt humør, kan jeg råbe et hvilket som helst lokale op, så det synger i lysekronerne. Ingen var i tvivl om, at jeg var pludselig var til stede.
- Godda’, godda’!! HOLD KÆFT, hvor ser du dejlig ud, du der sidder derovre!
Jeg smed mig ud i selskabet for fulde hørm, og havde allerede øjenkontakt med en dame ved et af bordene, og hende lavede jeg så lidt fis med.
- Nå da da!! Hvad kan jeg spille for dig!!

Og inden nogen havde nået at svare, havde mine hænder allerede ramt klaveret, alt inklusive, også et par enkelte forkerte tangenter, der røg med i farten. Og så tromlede jeg derudaf med det første, der faldt mig ind, og var i gang med at sprede fest, musik og ballade. Og på den facon fortsatte jeg i strålende humør og i en halvkæfert. Og hvad skete der så?
 

Arne Sørensen privat ca. 1960. Foto fra Steen Sørensen's samling

I løbet af nul komma nixen-bixen, så havde jeg HELE restaurationen i min hule hånd.
- ÅH JA! Skal vi ikke lige have en fællessang... hvad kan du godt lide?
Jeg brasede løs, lige ind i folk, og så kom der også et par opfordringer flyvende gennem luften retur til mig.
- Vil du høre den? JAH, den får vi lige her, sagde jeg, - OG - når vi er færdige med den, så tager vi en anden!

Jeg spillede og pjattede og sang af hjertens lyst. Folk de sang med, og så kørte jeg derudaf på mine fattige små talenter. Jeg sagde det ene pladder efter det andet og spillede løs. Og så kom folk ud på gulvet og begyndte at danse. Derefter fik de en stille fox-trot, og bagefter igen et swingnummer, med fejlslag og små hændelige skæve akkorder. Men det var ligegyldigt. Stemningen løftede sig adskillige grader, og alle havde glemt kabareten og havde det sjovt. Og sådan kørte jeg løs resten af aftenen, og folk var lykkelige.

Men tiden nærmede sig, og busserne kom, for at hente gæsterne. De holdt med motoren kørende nede på gaden, men oppe på Toppen sad jeg ved mit klaver, med en kødrand af glade mennesker, der ikke ville hjem. Chaufføren kom til sidst op.
- Vi holder altså dernede og venter.
- Ja ja, lød det fra gæsterne, - Vi kommer lige om lidt.
De kunne ikke løsrive sig. Og det var næsten også synd, at afbryde det hele, når det nu gik så godt.

Underholdning kan være mange ting, men somme tider kan det bedste også være for dårligt. Jeg kom og afløste Willy Ratnow, Hugo Herrestrup og Jan Sangenberg. Jeg, en lille amatør, der kom og væltede huset. Og det var fordi, de andre ikke kunne formå at opfatte, hvor publikum var henne. De var slet ikke opmærksomme på, hvordan publikum var, for de var kun optaget af sig selv og deres kabaret. ”Her er vi, og så må folk indrette sig efter os”. Forkert! Det er kunstnerne, der skal indrette sig efter publikum. Og den evne, den havde jeg heldigvis. Evnen til at give los, og så bare give folk nogle glade timer. Og så kan det somme tider være ligegyldigt, om man er et geni på klaver eller ej, eller om man er kendt og dygtig skuespiller eller pianør. Det er ikke altid det, som det kommer an på.
 

Arne Sørensen i Sofienlundlejren 1953. Foto fra Steen Sørensen's samling

Der kunne være markant forskel på de selskaber, man spillede for som selskabspianist eller som restaurationsmusiker. Og det er meget interessant og spændende at bemærke. Hotel Belair er et godt eksempel. I lang, lang tid var jeg fast pianør på Hotel Belair, og der spillede jeg til alle mulige selskaber, som var arrangeret der. Jeg havde spillet til almindelige fester derude, jeg har også spillet til deres personalefester. Og de blev holdt ude i deres gårdrum. De havde en kæmpestor patio med svømmebassin og med stor overdækket terrasse med grill. Nede i svømmebassinet var der lys, og det var virkelig fornemt og rigtig hyggeligt. Jeg var også glad for at spille derude. Det var et fint sted, og direktøren ejede en hotelkæde på i alt 14 hoteller, så vidt jeg husker. En dag spurgte han mig, om jeg ikke kunne være rar at spille til hans mors 70 års fødselsdag. Og det ville jeg naturligvis gerne.

Det var overvældende fornemt og fint. Sikke en hygge og sikke pæne mennesker. Jeg sad stille for mig selv og spillede hyggemusik, mens de gik rundt og fik deres velkomstdrinks. De spankulerede omkring i deres fine tøj og konverserede med hinanden. Velartikulerede og affekterede myldrede de rundt med deres vinglas i hånden, og de kunne ikke rose denne vin nok.
- Nej, det VAR vel nok... at vi skulle få netop denne her nu.
- Oh ja, og den har jo en, bouquet altså, simpelthen.
Og de snakkede og havde vel nok forstand på denne vin. Jeg hørte flere af dem sige:
- Åh, den krop. Hvilken bouquet.

Og så stod de der med fingrene om stilken, rystede vinen lidt rundt og snøftede ind ad ørerne, og alt det, man nu plejer at gøre med fin og fornem vin.

Jeg var ved at få kvalme over det. Den ene efter den anden skulle skamrose denne her fuldstændig pragtfulde vin, men jeg kunne ikke holde ud at høre på det. Og hvorfor kunne jeg så ikke det?
Fordi: Tjenere der serverer vin, de har dette fif, at man tager en flaske i hånden, hvorefter man tager en serviet omkring etiketten, snor den med den anden hånd, så den sidder fast. Og så går de rundt og skænker på denne måde. På den måde kan gæsterne ikke se, hvad det er for en vin. Men de vinkyndige og de kloge, de kan jo smage det.
Men jeg så jo de tomme flasker, der stod ude bagved, når tjenerne kom ud og afleverede dem igen. Og det var den billigste bondevin, Irma overhovedet kunne være bekendt at sælge.
Men jeg skulle bare spille klaver, så det kom egentlig ikke mig ved.
Så kom moderen hen til mig, hotelværtens mor som havde fødselsdag, og som jeg egentlig spillede for.
- Har pianisten noget at drikke? spurgte hun højtideligt.
- Næ, ikke lige nu, svarede jeg høfligt, - Men det er da heller ikke noget, der haster. Det kan godt være, når jeg bliver tørstig, at jeg måske kunne drikke et eller andet.
- Nå, sagde hun, - Men jeg kunne da godt lige sørge for, at De fik noget at drikke. Hvad kunne De tænke Dem?
- Nå ja, sagde jeg, - Så tror jeg egentlig godt, jeg kunne drikke en kold pilsner.
- Åh tjener! sagde hun.
Så kom tjeneren.
- Tjener. Vil De lige sørge for at kalde på overtjeneren?
Så kom overtjeneren.
- Åh, overtjener. Vil De lige være venlig at sørge for, at tjeneren henter en øl til pianisten.
Så måtte overtjeneren igen få fat i tjeneren, så han kunne sende en anden tjener ud og hente en pilsner til mig. Sådan var forholdene altså her.
Men det interessante er, at jeg i de samme lokaler, på det samme sted, Hotel Belair, også har spillet for arbejdsmand Pedersen og arbejdsmand Andersen. Og den måde DET foregik på, var temmelig anderledes. Jeg husker især én, som sagde til mig:
- Ved du hvad? Vi vil gerne have du arbejder for os, vi vil gerne have du spiller for os. Men du skal ikke mangle noget. Nu skal jeg sige dig en ting. Derhenne i det hjørne, hvor du sidder, der står en kasse øl. Ved siden af, dernede, der kan du se, der står en flaske whisky og en flaske gin. Der står også nogle vand, du kan blande med. Og så vil vi ellers ikke høre mere til dig. Det er dit! Og så kan du ellers spille. Og så kan vi hygge os.
Jeg kunne selvfølgelig ikke arbejde mig igennem en hel kasse bajere og en hel flaske whisky og gin, men det viser bare forskellen mellem arbejdsmand Pedersen og det førstnævnte selskab.
 

Den Store Finale...

Forsiden af bogen "Mit Liv for åbent Tæppe" af Steen Sørensen

Kan man sige, at jeg har haft en karriere i musikbranchen? Nej, det kan man vel egentlig ikke. Jeg har aldrig haft musik som rigtig levevej, og jeg er aldrig blevet kendt eller berømt. Men jeg har næsten altid haft med musik at gøre på mange forskellige måder i forskellige sammenhænge, og jeg har spillet og optrådt i mange år. Selvom jeg også har haft et borgerligt arbejde, så har musikken alligevel nok betydet mest for mig i sidste ende. Lige siden midten af 1950'erne har jeg tumlet rundt i det danske musikmiljø og har oplevet lidt af hvert frem til de seneste år, hvor jeg så småt har trukket mig tilbage.

Og så kan man ikke undgå at spørge sig selv: Har jeg gjort det, jeg skulle? Har jeg nået det jeg gerne ville?

Hvis jeg skal sammenfatte hele dette forløb fra første til sidste side, med de ting, jeg har været så heldig at opleve og være med i, så kan jeg vel sige til slut: Alt dette er der nok mange, der kunne tænke sig at nå.

Men jeg er blevet 73 år. Og i dag ville jeg da ikke kunne finde ud af at gå ud og optræde på et eller andet diskotek. For pokker, hvad ville de unge sige, hvis der kom sådan en oldsag som mig:
- Hallo mand, goddaw du! Hvor står rullestolen, mand. Ska' vi køre dig hjem?"

Herfra er der vist kun pensionistforeningerne tilbage.

At tage ud op optræde, som jeg gjorde i gamle dage for store sale og stort publikum, dette med at rejse rundt, pakke instrumenter ud, spille, pakke instrumenter ned, og videre til næste sted og overnatte på hoteller inden man tog videre til næste spillejob, det er og bliver et læst kapitel.

Ingen kan sætte tiden i stå, og dagen nærmer sig hastigt, hvor lysene bliver dæmpet, og tæppet glider ned for sidste gang. Og så vil jeg måske komme til at stå ved perleporten til den sidste optræden, hvor man ikke kan slippe af sted med en fjollet bemærkning og en dum vittighed.

Men en passende vittighed at slutte det hele med, kunne være denne:

Sankt Peter vil spørge mig, hvad jeg har bedrevet i mit liv.
Jeg har foretaget mig mange mærkelige ting, men mit endelig svar til ham vil nok være det, som jeg helst ønsker at kunne fortælle ham:

- Jo, jeg var musiker...
Og dertil vil han med sikkerhed svare:

- Musiker? Så skal jeg bede dig om at tage elevatoren ned, og komme op igen den anden vej, og bruge bagindgangen.

Og det gør jeg gerne. For så ved jeg, at jeg opnåede, hvad jeg skulle.
Og det gjorde jeg, fordi jeg selv ville.